Folket; ti det kan neppe nægtes, at forholdsvis Faa har rigtig Skjøn paa, hvormeget et Folks Lykke og Velvære beror paa dets Oplysning, og denne igjen paa dets Folkeskole.
Der er vistnok Ingen af dem, som hertillands udtaler sig om denne Sag, uden han erkjender, at Oplysningen, og Evnen til at bruge og nyde den, jo er et Gode; derimod er der endnu Mange, som ikke tillige indser, at Oplysningen er en absolut Fornødenhed for det enkelte Menneske og for hele Samfundet. Vel kan det ikke nægtes, at det gaar fremad i denne Henseende. Den aandelige Nydelse, som Oplysningen tilbyder, skattes dog højere nu end før; man træffer flere Folk end tilforn, som føler sin Mangel paa Kunskab og søger at bøde paa Tingen. Bevis derpaa har man i Søndagsskolerne – Skoler for Voksne – de mange Foreninger til Udbredelse af større Indsigter i Fabrik- og Haandværksdrift (tekniske Indsigter); ligesom der hos Landmanden i de fleste Egne begynder at vaagne den Tanke, at han har meget at lære ogsaa i Henseende til sit Jordbrug, og derfor søger hen til offentlige Møder og Foredrag ja ofrer endog villig Penge for Sagen. Man bær større Omsorg for sine Børns Undervisning end tilforn; den gamle stygge Talemaade høres ikke længer saa tit: „Jeg har ikke lært mere, min Søn behøver heller ikke at lære mere.“ I Byerne er der mangen fattig Haandværker, Sjømand og Underoffiser, som kjæmper møjsommelig for dog at udruste sine Børn med den eneste Magt, der kan sætte dem istand til at opnaa en lykkeligere Livsstilling end den, han selv har formaaet at skaffe sig – Oplysningen nemlig. – Og dog er det endnu langtfra, at Oplysningens Betydning skjønnes tilfulde; ti dels er det fornemmelig den Kunskab alene, som En behøver i sin egen Næringsvej (Specialkundskaben), der i den senere Tid er begyndt at blive søgt; og dels er det endnu saa, at man sjælden er tilbøjelig til at
