Dygtighed, det vil sige, dets Dygtighed til at frembringe nyttige Ting, og dets Omtanke og Selvfornegtelse i at spare og bruge, hvad det har frembragt.
Til denne Dygtighed hører det, man kalder Foretagelsesaanden. Det er denne, som prises saa høit hos Englændere og Nordamerikanere. Hos os klages derimod over Mangel paa Foretagelsesaand, og heri ligger noget sandt, men ogsaa noget skjævt. Her paabegyndes vistnok faa ny Gjøremaal, skjønt ikke saa faa nu som før; men naar der er Spørsmaal om Anlæg, som Folk kjender nogenlunde til, da er der ikke Mangel paa Foretagelsesaand; tværtimod klages der, over, at der altid er saa mange, at den Ene ligger ivejen for den Anden. Det er altsaa ikke egentlig Foretagelsesaand men Indsigter, som mangler, forat man med Held kan indlade sig paa noget Nyt. Disse manglende Indsigter er dels rent tekniske (haandværksmæssige), dels Forstand paa at beregne Omkostningerne ved et Anlæg og Udbyttet deraf. Enhver ved, hvor meget bedre Sligt lykkes for den, som fører nøjagtigt Regnskab over sin Drift, og endnu mere, naar han forstaar paa Forhaand at gjøre Overslag over (kalkulere), hvorledes han maa indrette sig, forat Anlægget kan blive lønnende for ham – end for den, som lader det gaa paa Slump. De fleste Foretagender er nemlig af den Beskaffenhed, at det i Længden som tiest beror paa en Forskjel af 5 til 10 Procent[1] om de lønner sig eller ikke; og en saadan Forskjel kan ikke udfindes ved Gisning, men kun regnes ud. For et helt Folk er det derfor en Sag af allerstørste Vigtighed, om de Næringsdrivende holder Regnskab over deres Brug, eller driver det paa Slump. Ti Tallene viser saart, hvad der er Skyld i Tabet og ved
- ↑ 1 Procent er et samme som 1 Hundrededel. Koster et vist Anlæg 100 Daler, og man deraf faar 5 Daler aarlig, saa siger man, at det kaster af sig 5 Procent, hvilke jo er det samme som en Tyvendedel af den hele Sum.
