net, at Parlamentet endog nu, da Krigen giver det nok at tænke paa, alligevel har vendt sin Opmærksomhed paa Skolesagen.
Men er Skolen saa vigtig for et Land med et rigt bevæget Folkeliv som England, saa maa den være saameget vigtigere her, hvor Livet kun giver liden Erfaring. En godt indrettet Almuskole kan vistnok ikke lære vore vordende Arbejdere Sparsommelighed og Husholderiskhed, men den kan lære dem at begribe, hvor vigtige disse Ting et. Almuskolen kan heller ikke lære dem Fremgangsmaaden eller Haandgrebene ved Arbejdet, men den kan vænne dem til den Eftertanke, som behøves for at udrette, hvad en forstandig Husbond eller Arbejdsherre paalægger dem. Den kan ogsaa vække Lyst for alt Nyttigt og Godt, indprænte dem Lydighed, Flittighed og Troskab i sit Kald.
Saaledes som Almuskolen nu er indrettet hos os, er der et altfor stort Sprang mellem den Dannelse, som meddeles der, og den, som faaes i de højere Skoler; og Følgerne heraf er i mange Retninger store og fordærvelige. Blandt andet kan nævnes den Kjendsgjærning, at det hos os er meget vanskeligt at faa fat paa unge Mennesker med saapas Kunskab og Dannelse, at de kan uddannes til Arbejdsforstandere, Opsynsmænd eller Gaardsbestyrere. De faaes nemlig ikke blandt den Klasse, der har nydt højere Skoleundervisning, uden for en højere Løn, end det som tiest svarer Regning at give; eller ogsaa maa man lade sig nøje med mindre duelige eller endog mislykkede Personer, som ikke har Udsigt til at komme frem i nogen anden Vej. Hertil kommer den Ulempe, at saadanne Folk sjælden selv er arbejdsvante. Hvad man trænger i slige Stillinger er Folk, som kan bruge baade Hoved og Hænder og endda ikke gjør for store Fordringer til Livet. Fattigmands-Børn med gode Anlæg vilde just være skikket dertil, naar Almuskolen var slig, at de der fik Kunskaber nok. Taleren nævnte et Eksempel, som han nylig havde haft. En Husmandsgut, der
