havde gaat i en Fastskole, som vel var mer end almindelig god, kom siden ind paa en Landbrugsskole; og da han var færdig derfra, fik han straks i en Alder af lidt over 20 Aar en Ansættelse paa 40 Daler aarlig og Alt frit. Paa den anden Side er det meget almindeligt, at Disiplene ved Optagelsen i Landbrugsskolen har saa faa Forkunskaber, at en stor Del af Læretiden gaar med til at undervises i Skrivning og Regning. Taleren havde snakket med en ung, meget bra, hændig og paalidelig Tjenestedreng i Nærheden af den nævnte Landbrugsskole, som ikke havde villet derind, „fordi det ikke nyttede til Noget.“ Da han siden blev gjort opmærksom paa, at Nogle af dem, der var udgaat fra Landbrugsskolen, nu havde faat Ansættelse med dobbelt saa stor Løn som han, svarede han, at det skulde have været godt at have været i deres Sted, „men, „sagde han,“ jeg kan ikke skrive og regne, som de kunde; og de Andre, som kom ind og ikke kunde mere end jeg, har ikke haft stor Nytte af at være der“. Dette var vel for meget sagt, men dog kanske for en stor Del sandt; og det viser ialfald, at ogsaa den simple Mand efterhaanden begynder at skjønne, at Skolekunskaberne er af Vigtighed.
Siger Nogen, at det er umuligt for os at skaffe os en Almuskole, som svarer til disse Fordringer? Norge har dog visselig siden 1814 udrettet vanskeligere Ting.
Siger Nogen, at det ikke tiltrænges? Jeg mener, at det er en uafviselig Nødvendighed, om vi endog blot ser hen til vor økonomiske Udvikling. Rundt om os er der Lande, hvis Næringsveje gaar fort fremad, hvor Naturen er gunstigere end her, og hvor Folk og Styrelse kappes om at gjøre alt muligt for at hæve Arbejderen til et højere Standpunkt i Tænksomhed og Indsigt, fordi de ved, at hans Arbejde derved blir saa meget mere lønnende. Samkvemmet mellem disse Lande og vort blir stedse større og friere; paa alle Markeder baade inden– og udenlands vil derfor
