dedommen, der ikke kjender Sønnen og Aanden, ialfald ikke paa den Maade. I ethvert Fald er det at bekjende den treenige Gud Grundlaget for enhver christelig Bekjendelse. Men da dog hine korte Ord, naar ingen Forklaring tilføies, ere temmelig dunkle og vel kunde forstaaes paa mange Maader, er det rimeligt, at man allerede temmelig tidligt bar føiet noget Mere til, og at den, der optoges i Menigheden, allerede ved Daaben maatte aflægge en noget udførligere Bekjendelse, for at det kunde komme for Dagen, at den treenige Gud blev opfattet paa den rette Maade.
Den første christelige Bekjendelse af denne Art, som under Navn af Symbolum er bleven almindelig erkjendt og optaget i Kirken, er det saakaldte apostoliske Symbolum, de tre Troens Artikler, som ogsaa staae i vor Katechisme og som endnu bruges ved Daab og Confirmation. Ligesom det er det ældste, saa er det ogsaa uden Sammenligning det vigtigste og ærværdigste. Det indeholder netop de allernødvendigste Hovedstykker den christelige Tro, saadan, som denne af enhver Christen til enhver Tid maa antages og bekjendes, og saadan som den uden al Tvivl har været forkyndt af Apostlerne selv. At dette Symbolum saaledes paa en eller anden Maade er udgaaet fra Apostlerne, er baade i sig selv rimeligt og har ogsaa fra gammel Tid af været en almindelig Tro i Kirken. Om disse Artikler imidlertid ogsaa netop saaledes ordret ere forfattede eller satte i Stiil af Apostlerne selv, derom ere de Lærde ikke ganske enige. Ogsaa dette, nemlig at Apostlerne selv ordret have forfattet Symbolet, er imidlertid en gammel Tro, og der er endog et Sagn, der vil vide, at alle Apostlerne have været sammen derom og hver givet sin Deel, saa at den Ene skulde have sagt „Jeg troer paa Gud,“ den Anden tilføiet almægtige,“ den Tredie „Himmelens, og Jordens Skaber“ o. s. o. Dette sidste Sagn har nu vel liden Troværdighed og er maaskee nærmest opkommen af en falsk Forklaring af Ordet
