mere end et eneste Fattiglem. I denne Skole faar nemlig Strandstedets Ungdom en saa god Undervisning at de senere gjærne blir Styrmænd og Skippere for Arendals Kjøbmænd og derved kommer i saa god Forfatning, at de selv kan understøtte sin fattige Slægt, der ellers vilde komme paa Fattigkassen. Dette er just et af de Strøg i Landet, hvor Folket er kommen i stor Berørelse med Udlandet, og derved har faat en kraftig Spore til at bringe sit Skolevæsen i god Stand.
Skolevæsenet er hos os baade en Kommyne- og en Stats-Sag. Hvorledes Kommynerne har sørget for Skolen, skjønnes allerede af de Eksempler, Aschehoug havde oplæst, og flere kunde føjes hertil. En Sognepræst i en af vore Fjeldbygder kalder det f. Eks. en næsten glemt Kunst at læse i Bog.“ En anden Præst, ogsaa i en Fjeldbygd, har for 2 Aar siden sagt, at mange Børn gaar ikke en Dag i Skolen, skjønt deres Forældre ikke er istand til selv at skaffe dem Oplysning; og Mængden af Børnene har kun havt fra et Par Dages til et Par Ugers Skolegang. Mange Kommyner har vistnok opfattet Vigtigheden af en god Almuskole; men altformange er det ogsaa anderledes med. Det er værdt at lægge Mærke til forholdet mellem Skole- og Fattig-Udgifterne. De sidste udgjør for det hele Land Million Daler om Aaret; Udgifterne til Almulkolevæsenet derimod kun 195,000 Spdl. (deri iberegnet Omgangs-Skolelærernes Kost osv.), altsaa ikke meget mere end Tredieparten af Fattigudgifterne. Forholdet burde vel heller være omvendt, saaat Skolevæsenet fik Brorparten. Da man her i Landet fik en uventet Indtægt i Brændevinsskatten, fik Kommynerne Lov til at bruge den til Fattigvæsenet; Skolevæsenet fik Intet. Ganske anderledes er det i Amerika. Da man der skulde anvende Værdien af store Landejeiendomme til et vist Øjemed, var Skolen det Første, som alle Stater tænkte paa. Derfor har de ameri-
