vil da sige, mer end dobbelt saa meget som i Masachusetts. Ja, dersom vi tager de Latin- og Real-Skoler alene, som Staten underholder, som koster omkring 61,000 Daler aarlig, og hvori undervises 1000 Disiple, kommer der endog 64 Daler for hver Disippel. Til højere Undervisningsanstalter ofrer altsaa vi langt mere for hver Disippel end Massachusetts. Ganske anderledes er det, naar vi ser hen til de lavere Skoler (Almuskolerne). Af Friskoler (public schools) haves der 4056, hvortil anvendes 1,036,000 Daler, altsaa lidt over 5 Daler for hvert Barn i Staten og mer end 1 Daler for hver Indvaaner. Norge derimod anvender til Almuskolevæsenet, som før sagt, i det højeste 195,000 Daler, altsaa 85 ß. for hvert Barn i Landet og omkring 17 ß. for hver Indvaaner. Skulde Norge gjøre forholdsvis ligesaameget som Massachusetts for sit Almuskolevæsen, maatte vi dertil bruge omkring halvanden Million Daler aarlig (istedenfor nu 195,000), det vil sige 7 Gang saameget som nu.
Af de nævnte 1,033,000 Daler tilvejebringer Massachusetts 910,000 Daler ved Stoleskat, der udlignes paa Ejendom, 41,000 Daler af Statens Skolefond og det øvrige ved Gaver eller Stiftelser. Skolevæsenet er altsaa der fornemmelig en Kommynesag, men dog ogsaa en Statssag; Staten betragter ikke Skolen som sig uvedkommende, men fremmer den med Kraft. – Det mærkeligste af Alt er vistnok den Omstændighed, at Folket omkring i Byer og Bygder har gjort mangedobbelt mere for Skolevæsenet, end Loven fordrer. Den fordrer kun, at Kommynerne skal udligne til sin Skole Daler for hvert Barn mellem 5 og 15 Aar; men isteden derfor udreder man ved Skat mangesteds over Daler.
Ogsaa mange europæiske Lande har gjort ulige mere for Skolevæsenet end vi. Winterthur i Schweiz med 5000 Mennesker anvender f. Eks. 10 a 11,000 Daler aarlig
