forendel har haft Historie tilfælles, saa trodde Taleren, at om den danske Bondestand end kan have større boglig Lærdom, saa har den dog ikke den Forstand paa Livet, som vor Bondestand. – Dette var nu sagt, for ikke at blive misforstaat. Han vilde ikke, at man paa Grund heraf skulde slaa sig til Ro; tværtimod maa vi, som Aschehoug grundig havde paavist, anstrænge os af al Magt, om vi skal kunne staa os ved Siden af andre næringsdrivende Folkeslag.
Sundt udtalte sig videre om Sagen. Er det saa, at Skolevæsenet er en Stats- og Kommyne-Sag, saa bør ogsaa alle Kommyner være ansvarlige for dets Tilstand. Derfor har man ogsaa Lov til at omtale baade de Kommyner, som gjør det godt, og dem, som gjør det ilde. Nissen havde omtalt 2 Fjeldbygder, hvor det staar daarligt til med Oplysningen; Taleren vilde nævne en, hvor det staar godt til, nemlig Tønset. For et Par Aar siden havde han været tilstede ved en Provstevisitas deroppe, og han havde aldrig trod at skulle faa høre en saa vel oplært Ungdom. En Salme blev sunget firstemmig, og Overhøringen var ikke saameget en Katekisasjon som en levende Samtale mellem Lærer og Disiple. Det var saa meget mere paafaldende, da han nogle Uger iforvejen havde overværet en Visitas i de nordligste Dele af Gudbrandsdalen, hvor det stod daarlig til med Skolevæsenet. Men der er nu ogsaa en saa oplyst Almue i Tønset, at man ikke let skal finde Magen; dog havde Bispen sagt ham, at Skolevæsenet er endnu bedre ordnet i Tryssil. I alle Distrikter var halvfaste Skoler (Rodestuer) indrettet, saaat kun nogle afsidesliggende Gaarde havde Omgangsskole. Som et mærkeligt Eksempel skulde han ogsaa fortælle, at en Handelskar paa Tønset tilligemed et Par Andre havde skudt sammen en 19–12 Daler til at kjøbe Bøger for og give som en Almubogsamling til den Skole, hvor de havde faat sin Undervisning. Ikke mindre mærkeligt er det, at Bygden har søgt Selskabet for Norges
