Vel om at faa en Agronom til at bo og virke mellem dem, især for at lære dem alt, hvad der kunde tjene til Forbedring af Fædriften, og selv tilbudt sig at bidrage 100 Daler dertil. – Ogsaa Røraas Præstegjæld fortjener at nævnes, fordi derfra er udgaat et særdeles stort Tal af Bondegutter til andre Egne i Landet, hvor de siden har arbejdet sig langt frem og sidder som højt agtede Embedsmænd, Kjøbmænd, Apothekere osv. Grunden hertil synes fra først at have været den, at to Præster deroppe, Krogh og Aschenberg, havde gjort sig megen Umag for at vejlede Almuens Børn til videre Kunskab, end hvad der udkrævedes til Konfirmasjon; og disse Bondegutter blev derfor med Begjærlighed søgt som Apotheker-Lærlinge og Krambodgutter i Trondhjem og andre nordlige Byer. – Besynderlig nok havde der nu i den senere Tid gaat saa smaat med Oprettelsen af en højere Almuskole deroppe. Almustanden, som har Overvægten i Formandskabet, havde modsat sig Sagen, fordi de mente, at Skolen vilde komme „de Fornemme“ mest tilgode, og det uagtet Kommynen skulde slippe for Pengeudgifter i den Anledning. I Røraas Præstegjæld har man dog haft det bedste Bevis paa, hvorledes en god Undervisning kan hjælpe Folk frem i Livet. – Taleren sluttede med at sige, at det vilde være godt, om man kjendte mange slige Eksempler, baade glædelige og mindre glædelige, fra alle Landets Kanter; naar de blev omtalt og bekjendt, mente han, at en Forsamling som denne let vilde kunne vække Opmærksomhed for sin Sag om muligt i alle Landets Afkroge.
Da nu det først fremsatte Spørsmaal af Alle var besvaret med Nej, saa gik man over til det andet: „Hvorledes kan man da hensigtsmæssigst virke til hos Folket selv at fremkalde en levende Erkjendelse af Almuskolens Brøst og en kraftig Stræben efter at fjærne dem?
Aschehoug indledede ogsaa Forhandlingerne derom,
