Symbolon, hvilket ogsaa til Nød kan betyde Sammenskud, Bidrag, eller som vi ofte sige „Contingent“. Men at Symbolet i den Form, vi have det, skriver sig lige fra Apostlerne selv, det antages endnu af mange lærde og fromme Mænd. Andre derimod mene, at dette baade er ubeviisligt og i sig selv lidet sandsynligt. Rimeligere er det, siger man, at, ligesom Kirken i det Hele i Førstningen ikke havde nogen fuldkommen fast Ordning, men først efterhaanden fik en saadan, saaledes var der i Begyndelsen heller ikke nogen fast, overalt anordnet Bekjendelse, men den bestemtes og befæstedes først efterhaanden. Man kan da tænke sig, det er gaaet til paa den Maade, at saalænge Apostlerne og de Medhjælpere, de havde antaget – saalænge disse selv optoge Medlemmer og døbte, saa lode de sig nøie med at modtage Forsikring om, at den Døbte oprigtig bekjendte Christum og den treenige Gud, uden at de lagde saa stor Vegt paa, med hvilke Ord dette skede, naar kun Meningen var der. Men senere, da Menigheden blev større og Lærerne flere, og især da Apostlerne, der havde en høiere Myndighed, vare borte, fandt man det nødvendigt, for at forebygge Uorden, at binde Bekjendelsen til visse Ord og en bestemt Form, der netop paa den fuldkomneste Maade skulde udtrykke, hvad der allerede i Apostlernes Tid baade var sagt og meent, skjønt maaskee ikke altid i samme Orden og paa samme Maade.
Saaledes omtrent tænke nu Nogle. Vi ville derom Intet afgjøre, men blot holde fast, hvad allerede er sagt, at hvorledes nu end det apostoliske Symbolum har faaet sin Form, faa er det dog i Meningen ganske vist et gyldigt Udtryk af den egte, uforfalskede, apostoliske Lære, et Udtryk, der sikkert er blevet til under Ledelsen af den Helligaand, som efter Christi Løvte ikke skulde savnes i Kirken, hvilke Redskaber den nu end monnne hade betjent sig af.
Som sagt, indeholde disse Troens Artikler Christendommens første og nødvendigste Grundlære, ligesom den
