Side:Folkevennen- et tidsskrift (IA folkevennenetti10fremgoog).pdf/221

210

senets Forbedring, da er det vistnok saa, at det er et vigtig Middel at fremkalde Diskussjon derom blandt Folket Men det er ikke det eneste Middel; det er ikke ganske tilstrækkeligt. Man maa ikke glemme den Sandhed at Folket tilsidst maa oplyse sig selv. Dette gjælder ikke alene om det enkelte Menneske, men ogsaa om det hele Samfund. Der kan meddeles Folket meget Stof udenfra, men den rette Indforliven, den rette Gjennemvarmelse af dette Stof maa komme indenfra, fra Folket selv. Derfor er alle udvortes Midler utilstrækkelige, saalænge Folket ikke med Kraft omfatter Sagen og selv sætter Kronen paa Værket. Herved kommer man ogsaa til at tænke paa den væsentlige Fordring til al Folkeoplysning, at den maa være folkelig, have et nasjonalt Præg. Begreberne om Nasjonalitetens Betydning er vistnok forskjellige. Der er Nogle, som mener, at Folket ikke bør gaa udenfor sine egne Grænser for at søge Oplysningstof; man skal holde sig til sin egen Fortid, sin egen Historie, sin egen Natur; man skal ikke tage Noget udenfra; ti det forfusker Folkets Natur osv. Ja, man er gaat saavidt, at man vil, at Folkets Præster ikke længer skal studere sin Teologi i latinske, græske og tydske Værker, men gaa tilbage til vor egen Fortids Litteratur og overhoved lære af de Elementer, som findes i Folket. Denne Mening erkjendes dog vistnok af de Fleste at være overdreven. Man erkjender mer og mer, at Folket kun kan gaa fremad, naar det staar i levende Vekselvirkning med hele den civiliserede Verden. Men ved Siden heraf vil vi heller ikke glemme, at den Oplysning, som hentes udenfra, dog til syvende og sidst maa paatrykkes det nasjonale Stempel; den faar ikke nogen rigtig Rod, intet rigtigt Liv i Folket, dersom ikke dens egentlige Udbytte (Resultat) er Noget, som Folket har formet os givet sig selv. Hvorhen sigter nu alt dette? Jo, der er i vort Folk en Kløft tilstede, mellem de mere og mindre Dannede. De højere Klasser i Sam-