staar i altfor stort Misforhold til Folkets praktiske Liv, fremkommer en vis Usundhed i Forholdene. Der avles da Misstemning, naar Forholdene i Livet ikke svarer eller passer til den Skoledannelse, man har modtaget. Dannelsen bør altsaa være saadan, at man godt finder sig i, forsoner sig med de Livsforhold, hvori man indtræder. Saaledes hører det ogsaa til en sund Forfatning, at der mellem den voksne og optrædende Slægt ikke er for stort Misforhold; og et Samfunds første Dannelse bestaar deri, at den unge Slægt modtager, hvad der er Udbyttet af Fædrenes Liv og Erfaringer. Et forbedret Skolevæsen kan derfor ikke hjælpe stort, medmindre det gaar Haand i Haand med en stigende Oplysning hos de Ældre. Den ældre Slægt maa ikke alene mer og mer lære at sætte Pris paa Oplysningens Goder og saaledes bevæges til at gribe dybt i Pungen til Skolevæsenets Bedste; den maa ogsaa selv følge med, selv deltage i den voksende Oplysning. Det er nemlig ikke nok at høre, at Oplysningen er gavnlig eller endog ved en grundig Udvikling (et Ræsonnement) at blive overbevist derom; – det maa bevirkes gjennem egen Erfaring. Men derfor er det nødvendigt, at der ogsaa sørges før, at den ældre Slægt faar Næring for sin Aand; og det er bedre, at Skolevæsenets Reformer gaar frem med en vis Langsomhed og i Samklang med den voksne Slægts egen Oplysning, end paa en Maade at narre Folk til at gjøre større Opofrelser for Skolevæsenet, end de, der ellers kan stemme med Forholdene. Skolevæsenets Forbedring maa nødvendig understøttes af Iveren for at fremme Oplysning blandt den voksne Almue.
Sundt fandt Aschehougs Forslag altfor omfattende. Det bedre var at virke ved Eksempel end ved en Opfordring. Han havde tænkt sig, at man forsøgsvis kunde begynde med at undersøge Almuskolevæsenet her i Kristiania, især dets Forhold til Familjelivet. I London havde Sligt været gjort med Held. Hos os vilde det især være vigtigt at faa
