paa de forskjellige Steder at forberede Afhjælpelsen af dens Brøst.“
Vig mente, at medens der var overmaade mange Ting, som hørte til, forat Skolevæsenet kunde komme i nogenlunde ønskelig Stand, maatte to Ting især siges at være af stor Betydning. Det Ene var Ønskeligheden af at faa dueligere Lærere, det Andet at skaffe Lærerne bedre Lønning. Skal nemlig Skolens Vigtighed blive ret indlysende for Almuen, saa den blir villig til at gjøre noget Alvorligt for Skolens Forbedring, da maatte den have levende Begreb om Frugterne deraf. Det var godt og vel, at den baade mundtlig og skriftlig blev gjort opmærksom paa Sagens Vigtighed, at man søgte at overbevise Folk om Nødvendigheden af en Grundforandring i de nuværende Skoleindretninger; men alt dette vilde efter Talerens Mening alligevel kun frugte Lidet, saalænge Almuen ikke fik se en nogenlunde god Undervisning og Frugterne af den. Saasnart derimod dette blev Tilfældet, skulde det ikke vare længe – derpaa har man allerede mange Eksempler – førend ogsaa Almuesmanden skjønner, at en saadan Undervisning er det værdt at ofre noget for. Men skal det ske, saa maa der nødvendig sørges for dueligere Lærere, end man ialmindelighed hidtil har haft. Jeg vil ingenlunde nægte, at vi baade har haft og har mange bra Almuskolelærere iblandt, somme ogsaa særdeles bra, ja at deres Tal endog er fuldkommen saa stort, som man efter Omstændighederne kan vente. Den største Del af Almuskolelærerne er jo Folk, som selv ikke har haft stort anden Undervisning en den, de fik før Konfirmasjonen, og kanske nogle Uger siden. Seminarierne kan ikke paa langt nær skaffe saa mange Almuskolelærere, som der behøves, og om de endog kunde det, saa var dermed ikke gjort nok, saalænge Seminarivæsenet er ordnet som nu. Naar man ved, at der ved Optagelsen i et Seminarium ikke fordres andre Forkunskaber end de, der findes hos en skikkelig Konfirmant,
