hvorledes den virker, og hvad den kan udrette. Skal derfor Folket ialmindelighed lære at skatte og bruge sin Frihed, og være med at udvikle den, da maa det altsaa først og fremst lære at skjønne, hvori den sande Frihed bestaar.
At give en kort og god Forklaring herover, er nu vistnok ingen let Sag. „Frihed er et Ord, saa glat som en Aal;“ det tages i mange Betydninger, indeholder mangeslags Elementer og anvendes paa mange forskjellige Tilfælder. Vi vil derfor helst gaa ganske smaat frem, og betragte Friheden stykkevis i sine enkelte Grene.
Det er da fordetførste klart, at hvordan end Friheden er, saa kan man ikke, som kanske Somme mener, have Frihed til Alt. Dette kunde være muligt, dersom Menneskeslægten var ufordærvet og syndeløs; men var den det, da vilde igjen enten ethvert Statssamfund være ufornødent; eller den hele Menneskeslægt vilde kun udgjøre en eneste Stat (ligesaavel som en eneste Kirke) og være fuldkommen endrægtig, fredelig, fri og lykkelig. Som Verden derimod nu er, idet den ligger i det Onde, har det bedste Menneske ikke Fred længer end Naboen vil. Egennytten er saa almindelig og stor, og Svig og List, Uretfærdighed og Vold saa fremherskende, at den Ene let vilde gaa den Anden for nær, hvis han i alle Stykker skulde have fuld Frihed efter sin egen Lyst og Tilbøjelighed. Just derfor har man fundet det nødvendigt at slaa sig ihop (i Stater) og hjælpes ad, for saaledes i Fællesskab at beskytte hverandres Liv, Ejendom og Ære. (Hermed vil jeg ikke sige, at Staten er stiftet bare for den Sags Skyld – for at være som en Utgar kring Folket og beskjærme det mod alskens Vold. Den er visselig ikke blot nødvendig men har ogsaa sin dybere Grund og Betydning. Menneskene er jo ingenlunde bestemt til at afsondre sig, men til at leve i Selskab og Samfund med hverandre. „Det er ikke godt, at Men-
