nesket er alene;“ derfor stiftede Gud Familjelivet. Og det samme kan igjen gjælde om Familien; derfor har han ordnet de større Samfund, som vi kalder Stater, hvor en Mængde beslægtede Familjer – hele Folket – kan leve et fælles Liv, for derved destobedre at fremme hinandens Lykke og Gavn, idet de Alle tjener hverandre). Men intet Gode i Verden faaes for Ingenting; hvad vi end skal have, saa koster det altid Noget; saaledes ogsaa med det borgerlige Samfund, Staten. Enhver, som vil være Medlem af den og nyde godt af dens Beskjærmelse, maa derfor finde sig i enkelte Opofrelser, finde sig i at give Slip paa noget af sin Tid, noget af sin Ejendom og noget af sin Frihed, for at kunne nyde den øvrige Del deraf i saa meget større No. Det er jo dog ikke mer end billigt, at Enhver, alt efter sine Evner og sin Stilling, bærer sin Del af Byrden og bidrager Sit til, at det fælles Gode kan beholdes Borgersamfundets Medlemmer maa altsaa finde sig i adskillige Baand; det kan f. Eks. ikke gaa an, at de gjør som de vil, enten de vil bidrage Noget eller Intet til Statens nødvendige Udgifter, enten de vil ofre Tid til Formandskabsvæsen, Valgmøder, Lagrettesvæsen, offentlige Vidnesbyrd o. s. v., eller ej; og endnu mindre kan Tyven faa Frihed til at stjæle, eller Morderen til at slaa ihjel. Sligt maa nødvendig Landsstyrelsen forbyde og afværge, saa godt den kan, hvis ikke Staten skal forgaa og hele Folket blive ulykkeligt. Kort sagt, Statsborgernes Frihed ialmindelighed maa have visse Grænser,[1] og disse
- ↑ Skulde Nogen indbilde sig, at det da var bedre at leve aldeles uden Statsindretninger, for at idetmindste alle skikkelige Folk kunde have fuld Frihed. Frihed uden Grænser, – saa maa han mindes, at det er det samme som uden Love og uden Øvrighed. Den Frihed, man da fik, vilde være meget kort. Der blev ikke da Spørsmaal om Ret men ene og alene om Magt; den Stærkere vilde snart underkue den
