Grænser fastsætter enhver ordentlig Stat i sine Love, hvorfor ogsaa Friheden der kaldes „lovbunden.“
Men hermed har vi ingenlunde sagt nok til at forklare Friheds-Begrebet. Ti den „lovbundne“ Frihed kan naturligvis være meget forskjellig, meget liden eller meget stor; det kommer jo an paa, hvorledes Lovene da er, hvor stort eller lidet Rum de gir Folket at røre sig paa. Saa trangt kan dette Rum være, saa snevre Grænser kan der være sat kring Folkets Frihed, at det kun er en fattig Trøst at høre, at den er „lovbunden.“
Nu, hvad maa da Folket idethele og hvert enkelt Samfundsmedlem have Lov til? – Som almindelige Regler kunde man vel sige, at enhver Statsborger maa have Frihed til at gjøre alt det, som er godt i sig selv, og alt det, som ikke skader Andre eller aabenbar er til Fordærvelse for Borgersamfundet. Overhoved er det vistnok klogt af Statsstyrelsen, at Medlemmernes Frihed holdes i det rummeligste Lag; bedre, at den er for stor end for liden. Dog er det vistnok saa, at ikke ethvert Folkeslag eller enhver Tid er moden for det samme Maal af Frihed; det kommer an paa Folkets Aand og andre Omstændigheder, især paa dets Oplysning. Et meget uoplyst Folk kan ikke med Nytte bruge den samme Frihed som et oplyst; det vilde være som at give Barnet en skarp Kniv i Haanden. Jo mere Folket gaar fremad i aandelig Ud-
Svagere og fratage ham al Friheden; Kiv, Slagsmaal, Røveri og Mord vilde rase støt og stændigt, og tilsidst vilde den Stærkeste og Værste beholde Sejeren og blive Alles Tyran, indtil kanske ogsaa han igjen fik sin Overmand. Kort sagt, istedenfor at faa Frihed i Et og Alt, vilde man slet ingen Frihed faa. Da vilde man vistnok lære at paaskjønne den Velsignelse, som et nogenlunde ordentligt Borgersamfund fører med sig; det fremmer just Friheden, idet det synes at indskrænke den, og vel ogsaa indskrænker den noget.
