vikling, jo større Frihed kan det altsaa taale, skjønt paa den anden Side er det ogsaa vist, at Folket mer og mere udvikles og oplyses, efter som dets Frihed udvides paa en forstandig Maade. Folkets Oplysning og Frihed vil altsaa gjensidig fremme hinanden.
Gaar vi nærmere ind paa Spørsmaalet, hvad Statens Medlemmer maa have Frihed til, saa kan vi fordetførste svare: Frihed til at tænke. Denne Tænkefrihed er nu aabenbar en Ret, som intet Menneske kan formene os, og som derfor kan øves uden mindste borgerlige Indskrænkninger og følgelig ikke bindes af Love. Det er jo nemlig klart, at Øvrigheden ialmindelighed ikke kjender Statsborgernes Tanker, og kan altsaa heller ikke straffe dem, om de er onde; og om den kjendte dem, faa kunde det enda være tvilsomt nok, om den gjorde klogt i at straffe En, bare fordi han havde tænkt paa at stjæle o. s. v. For Gud er vi vistnok strafskyldige, saasnart vi lader den onde Tanke faa Raaderum i Hjærtet, men Staten kan ikke med Ret skride ind, førend min onde Tanke bryder ud i Gjærning; da først kan Øvrigheden sætte Grænser for min Frihed, anklage og straffe mig for dens Misbrug. Men gjør Statsstyrelsen hverken klogt eller ret i at straffe En for de virkelig onde Tanker, som den kan komme under Vejr med, faa kan den endnu mindre forbyde ham at tænke som han lyster med Hensyn til Lovgivning, Regjering o. s. v.
Megen Lighed hermed har Troes- og Samvittighedsfriheden; ti ogsaa den angaar noget Indvortes, som Staten eller dens Øvrighed vanskelig kan sætte Gjærder og Skranker for. Nu er det rigtignok faa, at Troen sædvanlig kommer mere for Dagen, end Tanken ialmindelighed gjør; ti det Menneske, hos hvem en vis bestemt Tro virkelig er en Hjærtesag, vil ogsaa gjærne føle Trang til at bekjende den med Munden og aabenbare den i udvortes Gudsdyrkelse. Hertil kommer ogsaa den Omstændighed,
