Side:Folkevennen- et tidsskrift (IA folkevennenetti10fremgoog).pdf/235

226

at Troen har en langt mere indgribende Indflydelse paa Livet, end Tanken ialmindelighed; derfor er det vist nok, at Staten ikke vil gjøre de samme Fremskridt og nyde den samme Lykke, hvad enten Statsborgerne bekjender sig til den ene eller til den anden Religion. Staten kan derfor ganske naturlig ønske, at alle dens Medlemmer maatte være gjennemtrængt – jo inderligere desbedre – af den Tro, som øjensynlig fører den største timelige Velsignelse med sig; ti at Staten blev lykkeligst, naar de alle var endrægtige i Troen (naar den kun havde en eneste Kirke i sit Skjød), det er jo klart. Men nu er det saaledes med Menneskeslægten, at Enhver tænker, tror og føler paa sin Vis, og derfor er det formeget forlangt, at alle Statens Medlemmer virkelig skulde have en og samme Religion. Staten kan, som sagt, ønske det og paa enhver rimelig Maade søge at at fremme dette sit Ønske, men ingenlunde befale, at det skal være saa. Hjærtelig, oprigtig Tro er Noget, som ikke kan indplantes i et Menneske ved Tvang; ti man kan jo ikke true Nogen til at elske, til at føle Kjærlighed enten for Gud, for Medmennesker eller for et vist Troessamfund. Man kan idethøjeste tvinge Folk til at sige med Munden, at de har den eller den Tro. Om de derimod virkelig har den, eller bare hykler, se, det kan Ingen vide uden Gud og Mennesket selv. Derfor er det klart, at Troestvangen gjør mere Skade end Gavn, idet den lettelig frembringer Hyklere. Og ligesaa klart er det, at Folk ingenlunde blir bedre men hellere slettere Statsborgere, naar de drives til at fremhykle en Tro, de ikke har. En Stat, som isandhed fatter sit Kald og sin Bestemmelse, vil derfor tænke som saa: „Bo i Landet skal Enhver faa, om han end ikke har den Religion, som jeg holder for den bedste, og som Størsteparten af mine Medlemmer bekjender sig til. Hans Tro maa blive en Sag, som nærmest vedkommer Gud og hans egen Samvittighed.“ En Stat, som tænker saa, kan