vistnok enda gjøre sig skyldig i nogen Troestvang, dersom den forlanger, at alle Embeds- og Bestillingsmænd skal bekjende sig til samme Tro som Størsteparten af Folket (til Statskirken); men det gjør dog altid en mærkelig Forskjel, enten Religionstvangen er yderlig stor eller liden og lempelig. Jo mindre af denne Tvang, jo bedre, og allerbedst ingen – saa er ialfald min Mening.
I nøje Forbindelse med Tænke- og Troesfribeden staar ogsaa Tale- og Trykkefriheden; – uden disse faar jo de første Lidet eller Intet at betyde. Naturligt synes det, at Enhver har Lov til uhindret og ustraffet at tale og trykke Alt, hvad han vil, undtagen det, som ligefrem gaar ud paa at ødelægge Staten (fremkalde Oprør), undergrave dens helligste Grundvold (ved Gudsbespottelse) eller skade dens Medlemmer paa deres borgerlige Ære. Baade mundtlig og skriftlig at omtale Lovene og Landsstyrelsen, ja endog ytre sin Misfornøjelse med dem og ønske dem omgjort, maa alt- saa være og blive en fri Sag Enhver maa følgelig have Lov til at sige som saa: „Den og den Lov er daarlig – den og den Gjærning af Regjering eller Storting var galt gjort – de maa omgjøres paa den og den Vis“ o. s. v. Vil man derimod bruge Mund eller Pen til paa en voldsom Maade at omstyrte Statsforfatningen o. s. v., da kan dette ikke taales; saa vidt kan ingensteds Tale- og Trykkefriheden gaa.
De Grene af Friheden, som hidtil er omtalt, som ethvert Menneske synes at have naturlig Ret til, kan med et Ord kaldes Aands og Hjærte-Frihed, fordi ingen af de nævnte Ting hører til den ydre, haandgribelige Verden. Det gjør derimod Næringsfriheden, som kortelig sagt bestaar deri, at Enhver faar Lov til at nære sig og Sine paa hvilkensomhelst Maade han bedst ved og kan, naar det ellers gaar ærlig til. Ogsaa dette synes at være en meget naturlig Frihed, og er det saa, da følger deraf, at Laugs-
