væsen og Sær-Rettigheder (Privilegier og Monopoler) for enkelte Mænd, for visse „Stænder“ eller for Byerne, igrunden er en Uting. Dog følger det af sig selv, at Næringsfriheden i et Stykke maa have sin Grænse; den maa ikke gaa saa vidt, at den angriber Andenmands Ejendom; ti Ejendomsretten er ikke alene en Ret, som baade efter det gamle og det ny Testamentes Ord skal holdes i Agt og Ære, men ogsaa en naturlig Ret, som Staten nødvendig maa værne om. Derimod synes det ikke mer end rimeligt, at Staten lader Enhver ialmindelighed faa Lov til at gjøre med sit Eget, hvad han selv finder forgodt; dog saaledes, at Næsten stedse faar lige stor Næringsfrihed som En selv.
Tænkefrihed, Troesfrihed, Talefrihed, Trykkefrihed og Næringsfrihed er nu allesammen vigtige Grene af det hele store FrihedsBegreb. Og dog er endnu den vigtigste tilbage; ti naar vi f. Eks. siger, at det norske Folk er „et frit Folk“, saa tænker vi især paa den Gren af Friheden, som man sædvanlig kalder polittisk Frihed, og som, kortelig sagt, bestaar deri, at Folket for en stor Del regjerer sig selv. – I somme Riger kan der findes stor Tænke- og Talefrihed, Religions-, Trykke- og Næringsfrihed, men polittisk frit er Folket alligevel ikke, saalænge hele Landsstyrelsen, Lovgivningen og Skattevæsenet gaar efter Regentens Vilje, uden at Folket selv faar være med at indrette og afgjøre de Ting. En saadan Stat er ingen fornuftig Stat; den er snarest at ligne med en Maskine, hvor de forskjellige Statsindretninger, Stænder og Mennesker griber fat i hverandre og driver hinanden som døde Hjul, hvor Alt saaatsige gaar sin tankeløse Gang Folket lever der paa en Maade som umyndige Børn, der kun priser Regentens Faderlighed, og meget troskyldig mener, han har Ret til Alt. Og kommer et saadant Folk engang paa andre Tanker, da fristes det let til Oprør (Revolusjon), fordi det ik-
