ke ser nogen anden Udvej til større Frihed, eftersom det ikke alene mangler alle polittiske Rettigheder men ogsaa al lovlig Adgang til at faa dem. Ganske anderledes er det der, hvor Folket har polittisk Frihed. Kun saadanne Stater kan siges at udgjøre virkelige Borgersamfund. Staten er da ingen blot og bar Maskine, men en Organisme, d. e. Medlemmerne blir virkelige Lemmer paa Statens Legeme. Da drives de til at tænke og granske, til at skaffe sig flere Kunskaber, til at prøve og undersøge Mangt og Meget, som de ellers ikke vilde bry sig om; Følelsen for Fædrelandet og Samfundslivet vækkes, og Viljen styrkes; man lærer at bære sig ad som den, der føler, han har Ansvar paa sig; den hele Stat stiger Trin for Trin i Oplysning, Dannelse og Kraft (at sige, naar ellers Gud vil give Lykke dertil). Folket blir ikke længer ligesom umyndigt, men det ved, hvad det vil, og det vokser stedse i Indsigt og Dygtighed – vokser netop fordi det Hele har organisk, levende Sammenhæng.[1]
- ↑ Ordet organisk bruges egentlig om Dyr og Vækster, i Modsætning til Berg og Sten; med andre Ord, det bruges om levende Ting i Modsætning til livløse. Stenen kan forandres, blive større eller mindre, løsere eller haardere; men det sker altid udenfra, fordi den mangler Liv og Livsredskaber (Organer). Dyrene og Væksterne har derimod saadanne Redskaber og vokser derfor indenfra; dette kaldes at udvikle sig organisk, og det kan kun ske ved at tage Næring til sig. En saadan Vækst eller Udvikling indenfra var umulig, dersom alle Legemets Dele var ens, eller dersom nogen af dem blev hindret i at gjøre sin Gjærning, berøvet sin Frihed, sin indre Kraft. Til en organisk Stat hører altsaa, at dens Medlemmer faar Lov ikke blot til at være i den, men ogsaa til at arbejde for dens Vel, til levende at virke og igjen levende paavirkes af Andre. Enhver har sit særegne Kald vel sin Gjærning at gjøre, men „den Enkelte trænger til Alle, ligesom Alle trænger til den Enkelte“ – akkurat som Træets
