ten har al Magten (er suveræn), og hvor Folket ingen polittisk Ret har. Modsat Enevældet er Republikken, fordi den største polittiske Frihed menes at være der, hvorfor ogsaa en Republik sædvanlig kaldes en Fristat, d. e. en Stat, hvor Folket selv har al Styrelses-Magten (er suverænt) og hvor der ikke er nogen Konge. Det meste og
ken selv den, som baade gir Love, paalægger Skatter og regjerer. Sommesteds gir han ikke engang ordentlige Love, men regjerer (tildels endog dømmer) aldeles som det falder ham ind (vilkaarlig – efter Lune); – en saadan Regjerings-Tilstand kaldes Despoti eller Voldsherredømme. Her siger Regenten: Naturen det er mig.“ Det indskrænkede Monarki er naturligvis ogsaa mangeslags. Folkets Frihed og Deltagelse i Landsstyrelsen kan i saadanne Riger være liden; men den kan ogsaa være stor. Der kan desuden være Forskjel paa, hvem der deler Magten med Regenten, enten det hele Folk, eller Halvparten eller kun en liden Del deraf. Det sidste var Tilfældet i Danmark og Norge mellem 1397 og 1660, da Adelen alene havde Noget at sige i Landets Anliggender. Paa samme Vis er der stor Forskjel paa Republik og Republik. I somme af dem har alle voksne Mandfolk fuld statsborgerlig Myndighed, og Regjeringstilstanden kaldes da med et græsk Ord Demokrati (Folkeherredømme). I andre Republikker er det kun en vis Stand eller en vis Gren af Folket, som har fuld Stemmeret; og Statsforfatningen faar da Navn af Aristokrati, d. e. de Bedstes eller Fornemstes Herredømme. (Ordet Aristokrati bruges forresten ogsaa om de højere Stænder, der ligesom adskiller sig fra Folkets store Mængde ved Levemaade, Indflydelse, Rigdom, o. s. v.) Endelig er der enslags Regjering, som man kalder Teokrati, og som bestaar deri, at Guddommen skal være Folkets Konge og regjere Landet. En saadan Regjering har man kun haft blandt Israelitterne fra Moses til Saul. Mormonerne vil rigtignok indbilde os at de har en lignende Guds-Regjering, men Sligt er egentlig kun Gudsbespottelse.
