geste men ogsaa hjærteløseste Stats-Folk paa Jorden –
brydde sig ikke stort om Troen (Religionen) for sin egen
Skyld. Men derfor var de ligefuldt paa sin Vis ivrige
for Troen, idet de betragtede den som en ren Statssag.
Naar Romerne dyrkede Guderne, saa var det nemlig ikke
saa meget for selv at komme i Samfund med dem og vinde
deres Velbehag, men mest fordi de havde den Overbevisning,
at Staten ellers ikke kunde bestaa. Derfor var hos næsten
intet Folkeslag det Gudelige og det Verdslige (Religionen og
Staten) saa sammenvævet som hos Romerne,[1] og derfor
kunde efter deres Mening kun en eneste Religion taales i
Riget. At have en anden Tro var det samme som Oprør.
Der var altsaa igrunden ingen Religionsfrihed i Rom.
Heraf kan vi ogsaa forstaa, hvorfor de frommeste Kristne,
som naturligvis var de bedste og lydigste Borgere, dog blev
haardelig forfulgt, og det endog af de mildeste og retskafneste
romerske Kejsere. Disse havde nemlig som en Følelse
af, at den kristne Aand umulig kunde forliges med de romerske
Statsindretninger, men at disse vilde gaa tilgrunde,
saafremt Kristendommen sejrede. De Kristne, endog de bedste
af dem, betragtedes altsaa som Statens Fiender. Derfor
er det saa temmelig vist, at Kristendommen, hvis den saa
tidlig var kommen til Verden, vilde være bleven forfulgt ligesaavel
af den romerske Republik, som den blev af det romerske
Kejserdømme. Men end i Grækenland da?) Aa, heller
ikke der var der stort af Religionsfriheden. Endog i
Athen var der fastsat Dødsstraf for den, som prækede
- ↑ Kun hos Jøderne (i det gamle Testamentes Tider) var baade Gudsdyrkelse og Stat ligesaa nøje forenet som hos Romerne, men dog paa en langt anden Maade. Hos de Første var nemlig Religionen og Gudsdyrkelsen Hovedsagen, og Staten indrettet for dens Skyld. Hos Jøderne var altsaa Staten en Kirkesag men hos Romerne Kirken en Statssag. Men ogsaa hos Jøderne var Religionsfriheden saare liden.
