er fuldkommen lige for Loven, og at der ej er Spor af Trælestand, men Enhver er sin egen Herre.
5 Men de Faa, som dengang havde fuld Borgerret og altsaa styrede Republikken, var heller ikke saa fri som Statsborgerne i vore Dage; de manglede i en vis Forstand personlig Frihed. Staten idethele kunde paa sin Vis være fri, meget fri, men hver enkelt Statsborger havde derimod forholdsvis liden Frihed; han maatte, snart sagt, finde sig i alt Muligt, baade Billigt og Ubilligt; det var snarere som, om Folket var til for Statens, end Staten for Folkets Skyld; den blev derfor tit til en Plage, et Jærnaag, hvorunder mangen god Borger uforskyldt og uden sand Nødvendighed gik tilgrunde Den saakaldte fri Stat bestod i Alles vilkaarlige Herredømme over den Enkelte, ligesom det egentlige Despoti bestod i den Enkeltes vilkaarlige Herredømme over Alle. Kun det indskrænkede Monarki i vore Dage søger heri som i andet at holde den rette Ligevægt. Staten var derfor i hine Republikker langt mere en bar Maskine og Menneskene blotte Hjul, end hos os; den lignede mere en Arme af optugtede Soldater end et frit Samfund af Borgere, og Forskjellen mellem dens og Despotiets Aand er igrunden ikke saa stor som det skulde synes. Hin Ringeagt for den personlige Frihed gik nu videst i Sparta – saa vidt, at den hele daglige Levemaade og det hele Stel lige til de mindste Smaating var bestemt i Loven, – at Alle maatte være fuldkommen lige, – ja at uskyldige Børn endog fratoges Livet, naar de ikke var store og standhaftige nok til at blive saa krigerske som Staten krævede. Forældrene selv maatte for den Sags Skyld ikke engang opdrage dem. Ingen Spartaner maatte æde uden i Fællesskab med alle Andre, ikke nyde anden Mad eller klæde sig anderledes end Loven bestemte, – kort sagt, der fandtes næsten ikke Spor af personlig Frihed eller Familie-Frihed. Staten var saaledes bleven en Afgud, et usynligt Mo-
