loksbillede, hvortil man ofrede Menneskeblod, ja dens egne Børn. I Rom og især i Athen havde vistnok Borgerne og Familjerne langt større Ret til at raade sig selv, men ogsaa der var det dog langt, langt fra som hos os.
Hin personlige Frihed og hin Ret for Familjerne kan maaske fremfor alle andre Grene af Friheden kaldes en naturlig Frihed, en naturlig Ret, som Staten skal holde i Agt og Ære, fordi den selv bestaar af Personer og Familjer – fordi den er stiftet til deres Nytte, ej til deres Plage r og fordi Familjelivet var til, førend nogen Stat opkom. Ethvert Menneske har desuden sine særegne Evner og Anlæg, der skal udvikles, ikke udslettes; men det sidste gjør dog Staten, hvor Folket mangler den tilbørlige personlige Frihed. Saaledes ikke blot i Sparta men ogsaa i de østerlandske Riger, hvor Kastevæsenet herskede, saaat Sønnen maatte fortsætte sin Faders Værk og Næringsvej, hvad enten han havde Lyst og Duelighed dertil eller ej. – Paa samme Maade er det med Folkene. Ogsaa ethvert af dem har forskjellige Evner og Anlæg, og derfor ogsaa et forskjelligt Kald at udføre, det ene saa, det andet saa. Heller ikke denne Forskjel skal voldsomt udslettes, og deraf følger allerede, at det vilde være Daarskab at give alle Folkeslag den samme Statsforfatning. Ligesom ethvert Menneske saaledes vil altsaa og ethvert Folk blive lykkeligst, naar det frit faar udvikle sig i Overensstemmelse med sin Aand, sin indre Natur[1]. Kun da kan det isandhed bi-
- ↑ Hermed er det ingenlunde Meningen, at det ene Folkeslag skal afsondre sig fra det andet. Tværtimod – Folkene skal saavelsom de enkelte Mennesker paavirke hverandre, leve med hverandre og gavne hverandre, idet Enhver bidrager Sit til det Heles Vel. Men hverken Mennesker eller Folkeslag skal støjpes i samme Form. Staten skal agte og udvikle de enkelte Personer; Verden skal agte og udvikle de forskjellige Folkeslag. Paa den Maade kan „Enheden og Mangfoldigheden“ forliges.
