drage Sit til hele Menneskeslægtens Lykke; kun da blir det et levende Led i den store Kjæde, som bestaar af alle enkelte Mennesker og Folk. Men heller ikke denne Sandhed var paaagtet i den gamle Verden. At enhver Stat, for at blive lykkelig, maa være knyttet til et særeget Folk (en særegen Nasjonalitet), altsaa ledet af en egen Folkeaand og leve et ejendommeligt Liv (ligesom hvert enkelt Menneske skal udvikles ifølge sin egen personlige Aand), – det var enda en fremmed eller ialfald halvfremmed Tanke.
Det er egentlig først Kristendommen, som ret har lært Verden at skatte det enkelte Menneske og det hele Menneske, baade det indre og ydre, kort sagt, Personligheden. Dog fandtes der ogsaa Stater, eller rettere sagt, Folk, som allerede i Hedningtilstanden gav sine Medlemmer stor personlig Frihed, nemlig Folkene her i Norden og deres Slægtninger. Større ydre Frihed end hos dem kan der vel vanskelig gives, naar der skal være enslags Styrelse og ikke det Hele skal ytre sig paa lovløs Maade som blandt vilde Dyr. Og dog havde de nordiske Folkeslag aldrig Republikker men stedse Kongeriger, hvor Drottens Magt var indskrænket, idet Folket delte den med ham. De vigtigste Sager afgjordes i Fællesskab paa de almindelige Tingsteder, men ogsaa kun de vigtigste; thi om de allerfleste Ting og Tilfælder i Livet var Intet bestemt; det stod Enhver frit for at leve og færdes efter Behag. Fri vilde Nordboerne leve, fri som Bølger og Storm paa det brusende Hav, og fri vilde de ogsaa dø. De kunde tit med Glæde sætte Livet til for sine Guder, sin Fosterjord og sin Drot, men de lod sig aldrig skræmme af Statens usynlige Jærnhaand, gik aldrig hen og kjæmpede iblinde, eller opofrede Livet som en viljeløs Soldat uden at vide hvorfor. Hermed er det ingenlunde sagt, at det nordiske Folkeliv var saa godt som det kunde ønskes, eller i alle Maader bedre end det græske. Ogsaa her fandtes jo Trælle, men de blev mildt behandlet.
