Ogsaa her blev tildels Smaabørn udkastet paa Marken for at omkomme, men det skede ingenlunde efter Lov, efter Statens Paalæg; det var en personlig fri Sag, som Nordboen kunde falde paa, fordi han selv skattede Legemskraft og Styrke højere end Alt.
Som bekjendt havde Romerriget tilsidst opslugt næsten hele den gamle Folkeverden, men ødelagdes igjen selv, saasnart Kristendommen havde faat fast Fod der. De ny Stater, som da opkom, stiftedes alle af saadanne nordiske Folkeslag, som her er omtalt; og da de nu tillige kristnedes, saa kan man sige, at den større eller mindre Agtelse for den personlige Frihed, hvorved de nyere Stater adskiller sig fra de gamle, er en kristelig Frugt opvokset i nordisk Jordbund. Vistnok er det sandt, at mange nyere Statsstyrelser ogsaa har gaat denne Frihed for nær og utilbørlig indskrænket den, men den er dog alligevel nu meget større end fordum. (Jeg tænker ikke her paa rent despotiske Stater, som f. Eks. Rusland, hvor den personlige Frihed mangler saa aldeles, at Folk ikke faar Lov til efter eget Behag at lade Skjægget vokse eller rage det af – ikke faar Lov til at gaa med Klæder af hvilkensomhest Farve[1] og Skapelun, ja hvor de Livegne undertiden endog nægtes Lov til at gifte sig med hvem de lyster. Slige Stater er til alle Tider lig sig selv; deres indre Væsen er det rene Barbari nu ligesaavel som i de østerlandske Despotier i gamle Dage).
Siden vi taler om Forskjellen mellem Oldtidens Stater og de nyere, faar vi endnu lægge Mærke til en Ting De første manglede det, som vi kalder Repræsentasjon. Saa liden Vidde som de græske Stater havde, kunde alle Borgerne lettelig møde fram i Folkeforsamlingerne (paa Tinget),
- ↑ Det er de franske Friheds-Farver (Hvidt, Rødt, Blaat), der ialmindelighed ikke taales af Nutidens Despoter – omtrent som man siger om Kalkuner og olme Okser.
