hvergang Noget skulde afgjøres, – og det allerhelst i Sparta, hvor Borgerne aldrig selv skulde arbeide for Livets Ove hold men kun lade Slaverne arbejde for det hele Samfund. Anderledes maatte det blive i de store ny Stater, hvor enhver Landsdel skulde have lige Del i den fælles Styrelse. Her er det aldeles umuligt, at enhver Stemmeberettiget kan rejse til Tings; derfor lod man hvert Fylke eller hver By udkaare nogle faa dygtige Mænd og skikke dem til Tinget. Disse fik da Fuldmagt til at tale og stemme paa sine Vælgeres Vegne, repræsentere Fylket. Slige Mænd kaldes derfor Folkets Repræsentanter,[1] og naar de er samlet, er det, kan man sige, et Billede paa Folket selv, et Udtryk af de vigtige Meninger, som for Tiden lever og rører sig i Folket.[2] Ogsaa denne Indretning (Repræsentasjonen) er i sin Oprindelse nordisk. Det er jo f. Eks. vel bekjendt, at der udover fra Haakon Adelstens Tid holdtes 3 store Landsting i Norge (nemlig paa Ejdsvold, i Ejvindvik og paa Frosten), og at der mødte fram saa mange Mænd fra hvert Fylke, som bestemt var i Loven. Det samme er Tilfældet nu saavel hos os som i de fleste
- ↑ Repræsentant betyder nemlig En, som forestiller Andre eller træder i Andres Sted med Fuldmagt til at handle paa deres Vegne. En Statsforfatning, hvor Folket saaledes repræsenteres, kaldes en repræsentativ Forfatning.
- ↑ Man har ligeledes sagt, at (i de indskrænkede Monarkier) ogsaa Kongen paa en Maade er Folkets „Repræsentant;“ men han repræsenterer da ikke de omskiftende Stemninger og Bevægelser i Folkelivet, men Folkets Enhed og indre uforanderlige Aand. Kongen er Slutstenen, Toppunktet paa den hele Statsbygning; han samler ligesom alle Statens Personligheder i sig, og naar hans Person i Grundloven kaldes „hellig,“ ulastelig, da er det fordi han staar som et levende Tegn paa hele Nasjonen selv. (Se herom M. J. Monrads lille Bog: „Om det arvelige Kongedømmes Betydning“ – en Bog, hvoraf ogsaa flere Tanker i dette Stykke er hentet.)
