Side:Folkevennen- et tidsskrift (IA folkevennenetti10fremgoog).pdf/25

14

Kirkemødet aldeles forkastet, og de, der fremdeles hængte ved den, Arianerne, udstødtes af Kirkesamfundet. For at høre til dette, maatte man altsaa udtrykkelig lægge for Dagen en saadan Tro paa Christi Guddom, hvorved man klart adskiltes fra Arianerne. Derfor fastsattes paa Mødet en ny Bekjendelse, hvori vel den apostoliske gjentoges, men hvori tillige en nøiere Bestemmelse tilføiedes angaaende Christi Guddom, samt om et Par andre Stykker, som imidlertid vare blevne omhandlede. Denne Bekjendelse, der ogsaa paa et senere Kirkemøde i Constantinopel (Aar 381 efter Chr.) blev bekræftet og endda lidt nøiere bestemt, er den, vi have under Navn af det nicænske eller, som det ogsaa kaldes, det nicæno-constantinopolitanske Symbolum. Som sagt, søger det især skarpt at betegne Christi Guddom, hvorfor der siges om ham, at han er „fød af Faderen før alle Tider, Gud af Gud, Lys af Lys, sand Gud af sand Gud, avler, ikke skabt, af samme Væsen som Faderen o. s. v “. Desuden tilføies om Faderen, at han er „alt det Synliges og Usynliges Skaber,“ rimeligviis, fordi der havde været Nogle, der havde spurgt, om ogsaa det Usynlige var skabt af Gud. Ogsaa den Hellig-Aands Væsen er noget bestemtere udtrykt end i den apostoliske Bekjendelse, idet især den vigtige Bestemmelse er tilføiet, at Aanden udgaaer fra Faderen og Sønnen. Dette sidste „og Sønnen“ er imidlertid et endnu senere Tillæg, der først kom til paa et Møde i Spanien 389 og antoges af den vesterlandske Kirke; den græske Kirke vil endnu den Dag idag ikke kjendes derved, men siger at den Hellig-Aand blot udgaaer fra Faderen. Det kan synes, som en saadan Forskjel ikke kunde have saameget at betyde; men den stikker dybere, end man skulde troe; og en stor Deel af den mangelfulde Forfatning, ja man kan sige den Stivhed og Livløshed, hvori den østerlandske Kirke er hensunken, lader sig netop forklare heraf. Men for at forstaae dette,