den sande Stat er begge Dele, baade Kommyne og Familje. Derfor holder vi os, som før sagt, til Middels vejen, til det indskrænkede Monarki, hvor just begge Dele kommer tilsyne. Paa Kommyne-Vis afgjøres det Vigtigste af de fleste Stemmer blandt Folket, eftersom Meningerne for Øjeblikket er; men paa Familje-Vis har vi ogsaa en Konge, der som Statens arvelige Overhoved staar over Partierne og skal som Opmand søge at lede og udjævne deres stridige Strømme. Den sande Stat er ikke nogen blot Overenskomst, der beror paa enslags Kontrakt; den maa i sig selv udgjøre en aandelig Enhed. Med andre Ord: Skal Staten isandhed leve et Familjeliv, maa dens Medlemmer have fælles Oprindelse, være et og samme Folk, og levende føle dette sit Slægtskab. Derfor er det en unaturlig Ting, naar somme Statssamfund bestaar af flere forskjellige Folkeslag – istedenfor af en eneste Nasjon, der gjennemstrømmes af en og samme Folkeaand.
Efterat vi nu har søgt at klargjøre os, hvori den borgerlige Frihed bestaar, og hvad der virkelig hører til en fri Stat, tør vi kanske blive mere enige om Svaret paa det Spørsmaal: „Hvorledes er nu Norges Frihed? Er den stor eller liden, god eller daarlig?“ – Jeg vil fordetførste minde om Ordene i Nasjonalsangen.
„Frihedens Tempel i Normandens Dale
Stander saa herligt i Ly af hans Fjeld;
Felt tør han tænke, og frit tør han tale,
Frit tør han virke til Norriges Held!“
Jeg mener, Digteren har fuldkommen Ret heri. Tænke-, Tale- og Trykke-Friheden er visselig saa stor her i Landet, som den nogensteds kan være. Anderledes var det i de forrige Aarhundreder, og er saa endnu i mange Lande, hvor intet Ord maa trykkes, saafremt det i mindste Maade laster Lovgivning og Landsstyrelse,[1] ja hvor Folk ikke en-
- ↑ Det strænge Opsyn, der i saadanne Lande føres med Bogtrykningen, kalder man Censur.
