gang maa have Lov til at tale om slige Ting. – Religions-Friheden hos os er heller ikke liden; alle kristelige Sekter samt Jøder har nu Lov til at dyrke Gud iblandt os, hver paa sin Maade; og enhver Lutheraner har fuld Frihed til at træde ud af Statskirken og gaa over til det Troessamfund, som han maatte like bedst: For 1682 maatte derimod ingen andre end Lutheranere opholde sig i Norge, endsige forrette Gudstjeneste her. Fra den Tid blev dog Troesfriheden lidt efter lidt udvidet, indtil Grundloven i 1814, Dissenterloven i 1845 og Jødeloven i 1851 har gjort den som den nu er. Ganske anderledes er det f. Eks. endnu i Sverrig, hvor nok Ingen har Lov til at forlade den lutherske Kirkeafdeling uden at rømme Landet; ja i somme Stater mister man vel endog Livet for det samme. – Med Hensyn til Næringsfriheden er flere og flere Baand bleven løst siden 1814, saa der nu kan siges at være yderst faa tilbage som er virkelig trykkende at bære. Den personlige Frihed blir ialmindelighed holdt i Agt og Ære;[1] kun i et Stykke har man, som det synes, gjort et grovt Brud paa den, idet man har forbudt Folk at brænde Brændevin af deres egne Poteter; men det kan vel gjærne være, at dette endnu er nødvendigt. Folket har Frihed til at forsamle sig og stifte Selskaber i alskens Øjemed (Assosiasjons-Frihed); og Kommunalfriheden er ligeledes meget stor, siden Loven om Formandskabsvæsenet udkom 1837. Næsten Alt, hvad der angaar Fattigvæsenet, Skolevæsenet, Sygevæsenet og Vejvæsenet m. M. afgjøres af Kommynerne selv. Hvad endelig den polittiske Frihed angaar, da er der vel næppe et Kongerige paa Jorden, hvor Folket har saameget at sige som hos os. Baade Kongen og Folket har Loven at rette sig efter; og skal den forandres, da gaar det til efter Folkets Vilje Kongen har kun Ret til at sige, at Fol-
- ↑ Et Par nærgaaende Forslag om at forbyde Spedalske og Fattige at gifte sig er nylig bleven fremsat, men forkastet.
