trænger til Udvidelse. Friheden er nemlig ikke Noget, der engang for alle kan gjøres færdig og bruges som en uslidelig Klædning, endnu mindre gjemmes i et Skrin eller sættes op paa Hylden til Stas eller graves ned i Jorden som et andet „Liggendefæ.“ Nej, den sande Frihed maa være et Liv, maa leve og røre sig i Folket selv, og dette Liv viser sig just deri, at Folket arbejder stadig videre paa sin Frihed og Lykke. Friheden bestaar for en stor Del i denne kraftige Virksomhed; den vil altsaa vokse med Folket fra Slægt til Slægt indtil Verdens Ende, efter som Trangen dertil ytrer sig og Oplysningen stiger. Stilstand kan ikke forenes med virkeligt Liv; alt Levende maa skride fremad, fremad. Men vore Fremskridt i ydre Frihed har heller ikke været smaa i disse 40 Aar, især naar vi hetænker, at det norske Folk af Naturen er noget langsomt til at gaa ind paa Forandringer.
Den Frihed, som maa have sin Rod og sit Liv i Folkehjærtet og i Folkeaanden, saafremt en ydre Statsforfatning eller en skreven Grundlov skal gjøre Nytte, – den Frihed er da-ingenlunde en Lyst til i Et og Alt at leve efter eget Tykke. En slig Frihed, om den kunde opnaaes, vilde ikke være nogen sand Frihed. Naar Tyven, Røveren eller Mordbrænderen slipper ud af Fængslet og begynder paa sit gamle Liv, saa siger ogsaa han, at han er fri; men virkelig fri er han dog ingenlunde, fordi han er „Syndens Træl“ og altsaa undergivet det værste Slaveri. Paa samme Vis er det med Drankeren, med den Vellystige, med den Egennyttige og med Voldsmanden – kort sagt, med Enhver, som blindt følger sine Lyster, Drifter og Tilbøjeligheder, altsaa lever under Syndens Herredømme. Det er ingen Vanskelighed at leve saaledes; derimod er det en anden Sag at overvinde disse Lyster og blive Herre over dem ja føre et kraftigt Liv,
