som er dem aldeles modsat. Da først er Mennesket isandhed frit, hvorfor ogsaa Jesus sagde de mærkelige Ord: „Dersom Sønnen faar frigjort Eder, skal I være virkelig fri.“ Til den sande Frihed hører altsaa, at man frivillig (med fri Vilje og Forsæt) gir Slip paa det, som er den fordærvede Natur kjært, altsaa netop finder sig i endel Baand, for derved at kunne faa Del i en højere Lykke, en god Samvittighed og Fred med Gud. Den sande kristelige Frihed kan derfor heller ikke være tilstede uden Kjærlighed; denne er just Sjælen i Friheden og Drivfjæren til det fri kristelige Liv. Opfattes Friheden paa denne Maade, kan man sige, at det netop er til Frihed, sand Frihed, at Menneskeaanden er skabt.
Paa samme.Maade, som med denne kristelige Frihed, er det ogsaa med den Frihed, hvorom vi taler i borgerlig Henseende. Fordi om ingen Anden kan gribe ind i min Virksomhed, eller lægge mig nogensomhelst Hindring ivejen hverken i en eller anden Henseende, derfor er det ikke sagt, at jeg har Frihed i Ordets fulde og rette Forstand. En saadan Frihed er nemlig bare en udvortes, en død Tilstand; ti næsten paa samme Maade er en Sten paa Marken ogsaa fri; den fornærmes jo ikke af andre Stene. Skyerne i Luften og Bølgerne paa Havet er ogsaa fri paa sin Vis; men dette er heller ingen levende Frihed, ti de drives alle, eftersom Vinden blaaser. Saaledes er det og med Mennesket. Om ingen Mors Sjæl eller Staten lægger det saa meget som et Halmstraa ivejen, saa kan det dog ikke kaldes andet end blot udvortes frit, saalænge det vær sig ligegyldigt og tankeløst ad, eller hare følger sine Indfald og sin Lyst. Skal den ydre Frihed ikke være livløs og tom, maa den bæres af den indre, som bestaar deri, at man i borgerlig Henseende ikke gjør hvad man lyster, men hvad man bør. Da først kan man isandhed være en fri Borger i en fri Stat. Den indre Frihed er
