altsaa – som før sagt – en levende Kraft, en stadig Virksomhed, en idelig Kamp og Udvikling; men den er tillige kjærlig og billig, saa man ikke vil have anden ydre Frihed end den, som ogsaa andre Statsborgere kan faa lige Del i, og ikke have den indført uden med deres gode Vilje. Agtelse for Lovene, og Lydighed mod dem, hører ogsaa nødvendig med til det sande Frihedssind; – selv om Loven er noget ufri og slem, vil den Frisindede dog holde den i Ære, saalænge den staar ved Magt, ti han ved, at Lovløshed og Selvraadighed er det Modsatte af Friheden. Han vil følgelig ikke vække Oprør (Revolusjon); ti det er jo netop at dræbe den sande Frihed. Oprøret slipper nemlig gjærne alle onde Magter løs: Hidsighed, Hevnlyst, raa Grusomhed, Plyndring og Mord, kort sagt, alskens vilde Lyster og Drifter, som jo alle strider mod Frihedens Aand.[1] At ville fremme Friheden ved Vold er det samme som „ved uretfærdige Midler at ville vinde Retfærdighed.“
Havde Folkene isandhed tilegnet sig den Overbevisning, at Frihedens Kjærne er noget Indvortes, da vilde de undgaat mange borgerlige Misgreb. De vilde ikke da gribe efter den blotte ydre Frihed, efter et Skyggebillede istedenfor Tingen selv – ikke tro, at ethvert Folk er frit og
- ↑ Der maa gjøres Forskjel paa Oprør og Opstand. Den sidste kan have sin gode Grund og sin gyldige Ret. Saaledes kan der vel ikke være nogen Tvil om, at Grækernes Opstand mod Tyrkiet (1821–29), eller at Polakkernes Opstande mod Rusland var en retfærdig Sag, fordi deres Frihed og deres Lande var med Vold og Magt frataget dem af Tyrker og Russer. – Og hvis den ene af Statsmyndighederne (Regjering eller Storting) aabenbar overtræder Landets Grundlov, og intet fredeligt Middel hjælper til at raade Bod derpaa, kan vistnok ogsaa den anden have Ret til at bruge Magt. Dog, enda er det et andet Spørgsmaal, om dette virkelig er klogt.
