udfordres dybere og mere omfattende Kundskaber, end vi her kunne forudsætte.
Efterat Læren saaledes ved den nicænske Troesbekjendelse var bleven nøiere bestemt, stod der alligevel mange Ting tilbage, som endnu kunde spørges og tvistes om, og Stridigheder udebleve da heller ikke. Vel kan man sige, at de Lærestridigheder, som baade nu og siden førtes i Kirken, for en Deel kom af menneskelig Egensindighed eller andre Lidenskaber, eller af, at Mange havde større Lyst til at gruble over Læren, end til at give den Rum i Hjertet. Men det vilde være uretfærdigt at negte, at hine Tvistigheder dog som oftest angik Sager, som det maatte være isandhed magtpaaliggende for Kirken at bringe paa det Rene. Og skulde end En og Anden nu finde noget Spidsfindigt i visse Udtryk, som man dengang stredes om, eller idethele en for vidt dreven Iver for Læren og dens nøiagtige Udtryk, saa bør man betænke, at enhver Tidsalder tildeels har faaet sin særegne Gjerning at udføre, og at hiin Tid vel ganske hovedsagelig havde del Kald at bringe den christne Lære til en bestemt Form og udelukke alle væsentlige Vildfarelser i dette Stykke. Og det var isandhed et vigtigt Kald. Thi hvad et Menneske tænker om Gud og hans Væsen, udgjør ligesom Midtpunktet i hans hele Tænkemaade, hvoraf da ogsaa hans Handlemaade er afhængig. Vildfarelser heri, der i Begyndelsen synes smaae, kunne derfor føre til store og farlige Følger – hvilket vi ogsaa have peget paa i Anledning af Læren om den Hellig-Aands Udgang. Hvor det nu kun er et enkelt Menneske, der farer vild i et enkelt Punct, der skeer det let, at denne enkelte Vildfarelse ligesom holdes i Skranker og ikke udbreder sig i sin Følgerigtighed over hans hele Liv; derfor have vi ingenlunde Ret til at dømme strengt om vor Næste for hans Tro om dette eller hiint, ligesom man nu jo ikke heller brænder Kjettere, som i fordums Tid. Men hvor et heelt Kirkesamfund skeier ud fra det Rette, der
