blik, da Folket ikke længer var troende,[1] sædeligt, endrægtigt, nøjsomt, haardført, fædrelandselskende og frihedssindet – med andre Ord, da Folkeaanden ikke længer levede. Under den indvortes Partistrid og Borgerkrigene var det en let Sag for alskens ærgjerrige Hoveder at tiltage sig Enevoldsmagt over Folket. De Faa, som endnu elskede den gamle Statsforfatning, var nærsynte nok til at tro, at )Republikken og Friheden kunde reddes, bare Voldsmanden blev ryddet af Vejen; men det hjalp naturligvis ikke at myrde ham; ti (som ved enhver Revolusjon) var der ti for En, der stod færdige til at komme i hans Sted, og det sløve Folk fandt sig deri, naar det bare fik Mad og Fornøjelser nok. Men paa samme Vis er det gaat og gaar det overalt, hvor den sande Frihedsaand mangler. Man kunde derfor sige, at et Folk fortjener ikke større Frihed end den, som det forstaar at bevare og udvikle.
Der maa altsaa kjæmpes for Friheden, ligesom for ethvert andet jordisk Gode, – kjæmpes ikke bare for at faa den men ogsaa for at beholde og udvikle den. Det er som Digteren siger:
„Frihed ej vindes ved ledige Drømme,
Vindes ved Kamp mod de mødende Strømme,
Ikke ved Tvivl og ved Flugt.“
- ↑ Man maa ikke undres over dette Ord; ti al Historie viser, at ogsaa Hedning-Troen (paa indbildte Guder) var meget bedre end Vantroen – for Statens Skyld idetmindste. Saalænge Hedningfolkene bevarede sin Tro, kunde de nemlig paa sin Vis være meget dydige, og Staten lykkelig; men naar den Tid kom, at de blev mere oplyste, forkastede Troen og lo ad sine gamle Guder og sin forrige Gudsdyrkelse, uden at kjende nogen bedre Tro, som de kunde gribe og tilegne sig isteden, – da gik Staten sin Elendighed og Undergang imøde. Derfor er det vist, at ingen Tro – den være saa falsk den være vil – er saa fordærvelig for det ydre Folkeliv som Vantroen.
