Side:Folkevennen- et tidsskrift (IA folkevennenetti10fremgoog).pdf/261

252

Denne Kamp skal naturligvis ikke føres med Sværd i Haand, men med Ord og Aand; kun naar ydre Fiender vil fratage os vor lovlige Frihed med Magt, er det Tid for os at forsvare den med Bly og Staal. Hvori bestaar da hin Kamp? Jo, vi talte nylig om, at jeg og Du og Flere med os kan have den Mening, at Friheden i Landet i visse Dele er for liden. Men dersom nu den store Mængde af Folket havde en anden Mening, saa blev ikke den Frihed indført, som vi ønskede; ti Folket bestaar jo ikke bare af mig og Dig og Nogle til, og „Mands Vilje er ikke Lands Lov,“ siger Ordsproget. Desuden kunde vi, som ønskede en Udvidelse, være af ulige Meninger om, hvor vidt man for det første skulde gaa, hvilke Midler man helst skulde gribe til, paa hvilken Maade det bedst kunde ske osv.; ja der maa nødvendig være forskjellige Meninger herom, ti Menneskene er nu engang slige, at de ikke tænker ens i Et og Alt, især jo mere tænksomme de blir. Skulde vort Ønske da opfyldes, maatte vi altsaa, skriftlig eller mundtlig, søge at oplyse vore Medborgere om Sagen og fremsætte vore Grunde, forat Folket kanske kunde blive overbevist om, at vi havde Ret, og isaafald give sit Minde til Forandringen Stød det derimod ikke i vor Magt at faa nogen stor Del af Folket overbevist, saa maatte vi deraf slutte, enten at vi selv tog fejl, eller at Folket endnu ikke var modent for denne Udvidelse af Friheden; og om vi endog da havde lovgivende Magt, saa vilde vi, dersom vi var virkelige Frihedsvenner, ikke paatvinge Folket en Forandring, som kun Faa havde kjær. Den gavnlige Frihed maa, som sagt, have slaat Rødder i Folkets Hjærte, men Hjærtet stemmes for den alene ad Overbevisningens Vej. Det faar ikke hjælpe, at denne Vej tit er langsom; ti den alene er Frihedens Vej. En paatvungen Frihed er ingen Frihed, og vil ialfald ikke blive kaldt et Gode, om end Andre finder