den nok saa stor og god. – Heraf følger ogsaa, at man ikke engang har Ret til at paatvinge Folket virkelige Goder (f. Eks. Oplysning). Har det ikke Smag for dem og Lyst til at tilegne sig dem, saa hjælper det lidet, at man tvinger det til at modtage dem; det vil snarere derved forhærdes, trodse, vedblive i sin gamle Mening og aldrig faa disse Goder hjærtelig kjær. „Folket maa altsaa have Lov til endog at begaa adskillige Daarskaber;“ alt Sligt faar blive dets egen Sag. Men det følger af sig selv, at det faar lide og bøde for dem, ligesaavel som det enkelte Menneske faar lide for sine Fejlgreb. Er Folket f. Eks. efterladent i at fremme Oplysningen, saa kan dette hævne sig selv paa en gruelig Maade – og saaledes med mange andre Ting Men Friheden er ligefuldt nødvendig for Folkets levende, organiske Udvikling.
Der kunde vel være dem, som er enige i, at Folkets indre Frihed er Hovedsagen, men som netop derfor ingen Vægt lægger paa den ydre. Ialfald gives der tyranniske Regenter og andre Voldsmænd baade store og smaa, som mener, at Folket enten ingen Ret har til borgerlig og polittisk Frihed, eller at denne ialfald snart er stor nok. – Men her skal det mærkes, at den indre og ydre Frihed medrette hører sammen; ti ligesom den sidste er en tom Skal uden den første, saaledes kan denne, som Folkeaandens levende Sjæl, heller ikke trives uden et tilsvarende Legeme. Med andre Ord, Friheden selv og dens ydre Form maa udvikle sig i og med hverandre. Den modsatte Mening synes kun at at kunne herske der, hvor Regenten og Folket modsættes hinanden, som om ikke Begges Lykke godt kunde forenes, men som om den Ene nødvendig maatte tabe, hvad den Anden vandt, – eller der, hvor Folket endog betragtes som Regentens Ejendom, som om det var til for hans, ikke han for Folkets Skyld. Jeg mener, at Kongen i de indskrænkede Monarkier baade
