mens dyrebareste Sandheder; de misbruges tit, netop fordi de er gode; men derfor har ikke Vorherre villet nægte os dem, og ligesaa ugrundet vilde det være at nægte Folket den naturlige Frihed paa Grund af dens mulige Misbrug.
Det er et gammelt og forstandigt Ord, at „med Lov skal Land bygges;“ ti vi bar jo set, at den sande Frihed maa være lovbunden (ikke lovløs), og at den for en stor Del bestaar i at lyde Loven, gjøre hvad man bør. Men dersom hint gamle Tankesprog skulde forstaaes saaledes, at man skal se til at give Love om alle mulige Ting, Stort og Smaat, da vilde det uden Tvil være meget slemt. Tværtimod er det vel vist, at jo færre Love man nødvendig behøver, desbedre er det. Mens et Folk endnu er i halvvild Tilstand, har det gjærne meget faa Love; det ledes da mest af sin Naturdrift (sit Instinkt). Men efterhaanden som det faar en nogenlunde ordnet Statsforfatning og oplyst Øvrighed, faar det ogsaa en Mængde Love om Dit og Dat. Saaledes gik det ialfald her i Norge ud gjennem Middelalderen og indtil i forrige Aarhundrede. Man fik Love om Klædedragten, om hvor mange Retter Mad Enhver efter sin Stand maatte bruge m. m. M. Men en saadan Indblanding i den personlige Frihed er saa langt fra Noget, som fortjener Ros, at det tværtimod maa lastes, fordi det bidrager til, at Folket blir sløvt, tankeløst og trodsigt, og efterhaanden mister Agtelsen for Lovene. Staten blir isandhed en Plage, naar det kommer dertil, at Undersaatterne knapt kan røre sig uden at støde an mod en Lov. Lad Folket derimod have sin fulde Frihed i slige og mange flere Ting, og det vil omsider selv lære at tænke over sin Leve-Vis og bære sig ad som et selvstændigt og forstandigt Folk. Og saaledes maa det blive. Efterhaanden vil da flere og flere Love blive overflødige, og Folket vil omsider ikke behøve ret meget af Regjereri.
Men for at en saadan stor ydre Frihed skal kunne
