trives og blive til Velsignelse, maa Folket have megen Oplysning, megen Sædelighed og Lydighed mod Lovene, altsaa tillige megen Gudsfrygt. Hvor Endrægtigheden mangler, og Folket deler sig i Partier, der forfølger hinanden med bittert Had, – der er jo Friheden landflygtig, og der kan det aldrig gaa godt; – et Rige, som er aldeles uens med sig selv, maa jo falde. Og næsten endnu værre er det, hvor der mangler Lydighed mod Lovene, og hvor man dristig overtræder dem, istedenfor med Mund og Pen at arbejde til at faa de daarlige og ufri Love omgjort ad lovlig Vej, af dem, som har Ret dertil. Til en saadan Frihedsaand hører netop Gudsfrygt; ti den, der selv er „Syndens Træl“ og ikke frigjort fra dens Herredømme, han vil – som før sagt – vanskelig kunne være en god Borger med det rette Frisind og den rette Kjærlighed til Konge, Folk og Fædreland Ialfald er det jo klart, at dette Frisind og denne Kjærlighed blir ædlere og renere, jo mere Mennesket gjennemstrømmes af hans Aand, der selv er baade Sandhed, Frihed og Kjærlighed.
Se langt sydnafor Kjellingdalssætrøm vore, søm de e herifraa aa bortpaa de høgst du ser bortpaa Aasa da, der e i rart Berghøl der, søm døm, alt fraa de føst Gammelkærran minnes, ha kalla Kjellingdalskjørkja; aa denn e no ret se namngjittin øgg, at de fins fill it Naa’n i hele Bygden, søm it ha hørd de Namne. De e en Berghaamaar, se høg, søm om’n skull ta i taa di høgste Loftstugguøm aa sæt oppaa denn are. Tet næme denn Haamaara gaar de
