Side:Folkevennen- et tidsskrift (IA folkevennenetti10fremgoog).pdf/27

Denne siden er ikke korrekturlest
16

ville Følgerne heller ikke blive borte, hvilket ogsaa alle Tiders Erfaring har viist. At Kirken altsaa som saadan fastholder den rette Lære og veed at udtrykke den nøiagtigt, saa at Vildfarelsen lades saa lidet Rum som muligt, maa da vistnok erkjendes som en overmaade vigtig Sag; og derfor havde da ogsaa hiin Tid, som vi nu nærmest handle om, en sterk Sands, ligesom et fiint Øre for den rette Samklang og alle Afvigelser derfra i Troens Indhold.

Havde den nicænske Troesbekjendelse sterkt holdt frem, at Christus var sand Gud og af samme Væsen som Faderen, saa laa der nu ikke mindre Magt paa at ihukomme, at han ogsaa var sandt Menneske og af samme Væsen, som vi. Thi deri bestaaer jo netop den vigtigste Trøst ved Christendommen, at vi have en Gud, der ikke blot er et fremmed Væsen høit oppe Himmelen, men som er stegen virkelig ned til os, er bleven Kjød og Blod, bleven os lig og forsøgt i alle Ting skjønt uden Synd. Uden sand Menneske-Natur, kunde det jo heller ikke være Alvor med hans Lidelse og Død, som er Hovedstykket i den Forsoning, Christendommen forkynder, Men paa den anden Side kunde det for Mange ikke være saa let at fatte den menneskelige Natur sammen med den guddommelige, hvilken i mange Henseender syntes at stride derimod, da jo Mennesket er endeligt, Gud uendelig. Tænkte man altformeget paa Christi Menneskelighed, kunde man let komme til at glemme eller ialfald ligesom gjøre Afdrag i hans Guddommelighed, og forfaldt da til det arianske Kjætteri; vilde man vogte sig derfor, kunde man komme til at lade den guddommelige Natur ligesom opsluge den menneskelige, hvorved Christi Lidelse og Død let opløste sig til et Skin og et Skuespil. Derfor maatte Kirken vistnok være paa Vagt til begge Sider og med Kraft forkynde begge Naturer i Christo, hvilke hverken maatte sammenblandes, eller saaledes udstykkes og rives fra hinanden, at vi tilsidst ikke fik een Christus, men to. Naar man nu