fremdeles overskuede den hele Treenighed, da kunde man ligeledes fare vild til en af to Kanter: enten gjøre en saa sterk Skilsmisse mellem de tre Personer, at man fik tre Guder, paa hedensk Viis; eller sammenblande dem saaledes, at man egentlig kun fik en Gudfader paa samme Maade som Jøderne. Om disse og flere Puncter førtes da ivrige Forhandlinger i Kirken, og flere Kirkemøder holdtes, paa hvilke man efterhaanden søgte mere og mere bestemt at udtrykke den sande, Lære, der skulde ligge midt imellem alle Yderligheder. Som et Udslag (Resultat) af disse Forhandlinger kan man betragte det sidste af de tre Symboler fra den gamle Kirke, det saakaldte athanasianske. Det har faaet sit Navn efter Athanasius, en udmerket Kirkelærer, der levede allerede paa det nicænske Kirkemødes Tid og netop er bekjendt som en af Arianernes ivrigste og dygtigste Modstandere; dog er det neppe forfattet af ham, men meget senere; ialfald antager man ikke, at det har faaet kirkelig Gyldighed førend mindst 500 Aar efter Chr. Man kan ikke engang paavise nogen bestemt Kirkeforsamling, hvor dette Symbol er blevet udtrykkelig fastsat; saa det synes at høre til de Ting, om hvilke man siger, at „de gjøre sig selv,“ fordi de lidt efter lidt fremkomme og udbrede sig ved Sagens og Omstændighedernes egen Magt under Forsynets umerkelige Indflydelse. Dets Indhold gaaer, som man kunde vente sig, især ud paa i skarve Ordelag at betegne deels den virkelige Treenighed, deels Christi tvende Naturer, hvorhos ogsaa sterkt indskjærpes Nødvendigheden af, at Troen er almindelig, heel og uforfalsket.
Disse tre det apostoliske, det nicænske og det athanasianske, ere da de saakaldte almindelige Symboler, som allerede tilhøre den gamle Kirke, og som i vor Tid baade Katholiker og Protestanter ere enige i at erkjende. Som man let seer, stride de ikke mod hverandre, men danne ligesom Trin i en stigende Udvikling af den samme Lære, idet det
