andet er noget bestemtere og udførligere end det første, det tredie er det bestemteste og udførligste. Dog udtrykker heller ikke dette sidste Andet, end hvad der vistnok laa indsluttet i den christne Tro fra Begyndelsen, men som nu efterhaanden er kommet frem for Dagens Lys og bliver nu ikke længer blot indvortes følt og fornummet men tillige tydelig lært og bekjendt af Kirken.
Saa vidt var altsaa Kirken kommen i de første 500 Aar. Den egentlige Lære om Gud, hans Væsen og Gjerninger var saa bestemt udtrykt og ligesom omgjærdet fra alle Kanter, at det kunde synes umueligt, at nogen Vranglærdom mere kunde faae Indpas. Det kom kun an paa, at denne Lære nu ogsaa blev fuldkommen tilegnet af alle Kirkens Lemmer og havde den rette Virksomhed paa Sindelag og Handlinger. Dette glemte man maaskee undertiden, og under den store Iver for rene Begreber om Gud, forsømtes vel idethele mere at tænke paa Mennesket, hvorledes det er beskaffent, og hvad der fra dets Side fordres. Og dog kan man umuelig forstaae Forløsningen ved Christus, dersom man ikke tilgavns kjender Menneskets Syndighed og hvad deraf flyder. Vel var Tanken om Mennesket allerede paa hiin Tid vakt men idet Nogle kom ihu, at Mennesket ikke blindt og uvirksomt, som Steen eller Træ, kan drives til Saligheden, faldt man hen i den modsatte Vildfarelse, glemte den medfødte Skrøbelighed og meente, at hvert Menneske hovedsagelig maatte staae og falde for sig selv, og selv ved egen Kraft, ved egne gode Gjerninger maatte vinde sig op til Saligheden. Denne farlige Lære, (Pelagianisme, af Pelagius, en Munk, der levede omtrent 400 Aar efter Chr.) denne Lære, der tydelig vilde gjøre Christi Forsoning overflødig, og som var ligesaa meget imod Skrivten, som imod Enhvers egen dybere Samvittighed, blev rigtignok paa flere Kirkemøder forkastet; men Intet derom tom ind i nogen almindelig Troesbekjendelse. Idet-
