hele synes hiin Forkastelse neppe at have været grundig nok, især da den nævnte Lære altid har en mægtig Støtte i Menneskets hovmodige Indbildning og i den overfladiske, naturlige Forstand. Ogsaa havde Kirken nu faaet andre Ting at tænke paa, hvorved en videre Udvikling af den sande Tro for lange Tider standsedes og derimod mere og mere farlige Vildfarelser fik Raaderum.
Det er vistnok saa, som vi allerede have sagt, at Kirken maa være en synlig udvortes og verdslig Indretning. Kun af den Grund bliver ogsaa en udtrykkelig fastsat Troesbekjendelse nødvendig. Men idet Kirken nu stræber mere og mere at aabenbare og befæste sig i Verden, staaer den Fare for imidlertid at fortabe sig i det Verdslige. Dette see vi netop fra hiin Tid af. Det Usynlige, som skulde være Kirkens sande Væsen og Øiemed, tabtes mere og mere af Sigte; Alt skulde gjøres synligt og kjødeligt. Idet man havde for Øie, at Kirken skulde være et synligt Afbillede af Guds Rige, og nu sørgede for, at Billedet skulde blive saa fuldstændigt og haandgribeligt som mueligt, blev man efterhaanden hængende ved dette Billede og glemte det virkelige Gudsrige i Aand og Sandhed.
Ligesom Kirken havde sit usynlige Hoved, Christus, saaledes meente man nu ogsaa den maatte have et synligt Overhoved, der i denne Verden kunde staae fuldkommen i Christi Sted, være ligesom hans Statholder paa Jorden. Dette blev nu Paven i Rom, der efterhaanden udrustedes med næsten guddommelig Magt og Myndighed, og om hvem man indbildte sig, at han var ufeilbar. Han var jo Guds Fuldmægtig, og hvad han sagde, maatte gjælde som det var Guds eget Ord. Saaledes kom efterhaanden Kirkeforsamlinger af Brug, eller de holdtes kun for et Syns Skyld og vare egentlig blot Pavens Redskaber. Thi hvad skulde man vel spørge de Christnes Forsamling om? man havde
