efter Udtalen.[1] I denne Henseende bliver der overalt en anden Regel at følge ved de fremmede Navne end ved de norske. Ved de Navne, som have sin Grund i vort eget gamle Sprog, maa man overalt holde sig til den gamle Form, saa vidt som nødvendigt og passeligt kan være; men ved de fremmede Navne vilde det ikke nytte synderligt at gjøre nogen Tilbagegang til deres oprindelige Form, saa meget mere som denne tildeels er tvivlsom nok; og det er altsaa bedst at holde sig til den forkortede eller tillempede Form, som disse Navne engang have faaet efter en almindelig Udtale. Naar vore Forfædre optoge saadanne Navne, da lempede de dem efter sit eget Tungemaal, saa at Navnene sædvanlig bleve kortere og stundom ogsaa fik nogen Lighed med norske Ord, hvorved de altsaa bleve lettere at nævne og komme ihu. Saaledes blev f. Ex. Pavenavnet Martinus omdannet til Martein, hvorved man altsaa kom til at tænke paa et Par norske Ord: Mar (Sø) og Tein (Stang); dette gav rigtignok ikke den rette Mening, men det havde dog altid nogen Betydning, medens derimod Martinus havde ingen Betydning for Menigmand. Dette er altsaa det samme Tilfælde, som ofte finder Sted ved andre Ord, f. Ex. Rettual for Ritual, Kappelaan for Kapellan o. s. v.[2] Det kan vel paa en Maade kaldes en Forvanskning; men slige Forvanskninger ville altid indfinde sig der, hvor Folket endnu
- ↑ Det kommer ogsaa an paa Stedet, hvor Navnet bruges. Til Exempel nævner jeg Navnet „Joel,“ hvis Hjemsted jeg ikke kommer ihu. Dersom dette bruges i Nordland, da er det vistnok det bibelske Joel, men hvis det bruges i de sydlige Egne, hvor bibelske Navne ere sjeldne, da er det hellere det gamle norske „Ljodolv,“ da nemlig Ordet Ljod paa mange Steder udtales som „Jo,“ og Ulv eller Olv gaaer lettelig over til „El.“
- ↑ Et morsomt Exempel paa dette Slags Forandring er i den sidste Tid meddeelt fra Kristiansands Stift, nemlig „Talekraften“ for „Telegrafen.“
