jo i Pavens Ord en Afgjørelse, som Guds egen, og som var en Ende paa al Modsigelse.
Vi ville ikke negte, at den Bygning af Kirke-Regimente og Kirkeskikke, der nu efterhaanden opførtes, var baade sindrig og skjøn, og at den vistnok kunde indeholde meget Godt og Opbyggeligt. Men vi beklage kun, at denne Bygning, der ligesom paa en indvortes Maade skulde sammenholde Christenheden, drog al Tanke til sig, saa man, snart sagt glemte Gud i Himmelen over det Verk, man selv havde bragt istand. Den katholske Kirke blev saaledes ligesom til et nyt Babels Taarn, der med sin Top, Paven, skulde naae til Himmelen og være et SamlingsMerke for alle Mennesker, men som derfor ogsaa af Gud blev forstyrret og nu medrette betragtes som et Forvirringens Taarn.
Jo mere man ved udvortes og synlige Baand knyttedes til Kirken, jo mere denne udøvede et verdsligt Herredømme, des mindre Spørgsmaal blev der efter Hjertets Tro og frie Tilslutning til Evangelium. Selv Bekjendelsen træder mere i Baggrunden; det var ligesom denne forstodes af sig selv. Hvad Troen indeholdt, derom havde den simple Christen ei at bekymre sig; det kunde han overlade til Presten, og blot gjøre hvad denne sagde, forrette de Bønner o. s. v. som denne foreskrev. Tilsidst afgjorde dog Paven Alt.
Men jo mere eet Menneske tiltog sig guddommelig Myndighed, desto længer kom det, han bestemte, bort fra den guddommelige Sandhed og blev menneskelig Vildfarelse.
Selv Læren blev efterhaanden forvansket i Overeensstemmelse med den herskende Tænkemaade og Kirkeforfatningen. Dette viste sig f. Ex. angaaende Nadveren. Da en saa stor Vegt idethele laa paa det Synlige, det Sandselige, der allerede som saadant skulde indeholde Guddommens Fylde, saa kunde man heller ikke tænke sig Herrens Legeme og Blod tilstede i Brødet og Vinen, uden saaledes at disse udvortes Ting virkelig forvandledes (transsubstan-
