har en klar Sands for sit Fædrenesprog og saaledes ikke lettelig taaler noget, som ikke passer dertil. At det saaledes paa et Sted falder Folk vanskeligt at lære fremmede Ord og Navne, behøver just ikke at ansees som et Mærke paa Eenfoldighed eller ringe Evner, da det kun er en naturlig Modstræben imod en forvildende Indblanding af fremmede og ubekvemme Former. At man derimod paa et andet Sted finder Folk, som ere meget nemme til at lære fremmede Navne og fremmed Udtale, er saaledes heller ikke noget Mærke paa Dannelse og gode Evner, da det vistnok ofte kun er et Tegn paa, at Sandsen for Fædrenesproget er svækket og sløvet, saa at alle Former klinge lige godt, og man altsaa med Lethed kan bruge den Skik, som man faaer mest Ære for.
Der er endnu en stor Deel Navne, som jeg helst vil udelade, og som jeg heller ikke har søgt at samle, nemlig de mange Nymodens Navne, som vare omtalte i det forrige Stykke, og som egentlig ikke høre hertil, da det kun var mit Formaal at opregne de Navne, som have nogen Grund i vor Historie og vort Fædrenesprog eller idetmindste have nogen gammel Hævd i Landet. Ved denne Leilighed vilde jeg gjøre et lidet Tillæg til det, som i det forrige Stykke var sagt om de gamle Navnes Betydning, da maaskee en eller anden af Læserne kunde have Lyst til at tænke mere paa denne Sag Efter hvad der ved den foregaaende Leilighed blev forklaret, er en stor Deel, ja endog de fleste af vore Navne sammensatte af to forskjellige Ord, og alligevel ere dog de fleste af dem saa korte, at man lettelig vil tage i dem som et enkelt Ord, og desuden er man ogsaa altid tilbøielig til at troe, at ethvert Navn skal have en enkelt Betydning, saa at det ikke betegner to Ting, som ikke have nogen Sammenhæng. Men imidlertid synes dog mange af disse Navne netop at betyde to Ting, som ikke passe sammen. Vistnok er der altid endeel Sammensætninger, som
