kun et Tillæg, som skal adskille det ene Navn fra det andet, saa at f. Ex. Arnstein, Gunnstein, Hallstein, Jostein, Torstein og Øystein kun skulde være Skillemærker imellem de forskjellige Slægter, som brugte Navnet „Stein;“ altsaa det samme, som man nu sigter til, naar man sammensætter to Familie-Navne, eller naar man giver en Mand et Tillægs-Navn efter den Slægt eller Lyd (): Familie), hvortil han hører,f. Ex. „Arne-Jon,“ d. e. Jon af Arnes Familie. Navnets egentlige Betydning ligger saaledes altid i den sidste Deel eller det sidste Ord i Navnet; derimod synes den første Deel ofte at være tilkommen ved et eller andet Tilfælde, saaledes at man derved ikke har tænkt paa nogen Sammenhæng i Betydningen[1].
Der er ellers endeel Navne med en Betydning, som maaskee nogle nu om Stunder ikke synes ret vel om, nemlig Navne af Dyr, saasom Bjørn, Ulv, Besse (ɔ: Bjørn), Are(Ørn), og Navne af Baaden saasom Odd, Gjeir (Spyd) og Brand (Sværd). Men man behøver da heller ikke at tage disse Navne i den almindeligste Betydning; thi det er dog altid rimeligt, at naar vore Forfædre gave sine Børn saadanne Navne, da havde de netop en høiere Mening dermed; de tænkte saaledes vistnok, at Navnet af et vildt og modigt Dyr skulde betegne Mod og Frihedssind og Styrke til at taale meget, og ligeledes at Navnet af et godt Vaaben skulde betegne Duelighed til at forsvare sit Hjem og hjælpe fine Venner, naar nogen Fare var paa Færde. Imidlertid skorter det heller ikke paa Navne med en mere mild og
- ↑ Ved de Navne, som ere sammensatte med et Gudenavn fra den hedenske Tid (saasom Aas og Tor), har dog vistnok en høiere Betydning været paatænkt; og ialfald maa der have været en særegen Grund til, at saa mangfoldige Navne begynde med Tor (Thor). Navnene Tor og Aas kunne ellers ogsaa tages i en anden Betydning, nemlig som Udtryk for Kraft eller Styrke.
