har hævdet og forsvaret Landet lige til denne Tid. De holdt sig vedlige i de forrige Vankundighedens Tider, da Folket vidste kun liden Besked om sine Fædres Historie; det skulde derfor være saa meget mere at vente, at de kunde holdes vedlige i disse Tider, da Kundskaben om vore Forfædre atter er opkommen og stadig vedbliver at udbrede sig til alle Stænder og alle Steder i Landet.
Til Nyaar skal der atter tages Tal paa baade Folk og Fæ, saavelsom paa Korn- og Potetesavlingen. Første Gang en saa fuldstændig Tælling blev gjort, var i 1835, og da mindes jeg godt, at somme Bønder og Husmænd var rædde og sagde som saa: „Ja, sligt er vist bare for at lægge ny Tyngsler paa Landmanden“ – og saa var der mange, som ikke vilde ud med Sandheden, men opgav Kornavlingen og Tallet paa Hestene og Kjørene og Sauerne mindre end de virkelig var. Folk gjør sig nu altid mange løse Indbildninger og snakker dumt om, hvad de ikke forstaar; og saaledes gjorde man ogsaa dengang; ti Aaret efter (1836) blev det sidste Aar, hvori norske Bønder og Kjøbstadsborgere betalte Landskat (og Kjøbstædsskat) til Statskassen.[1] Landsstyrelsen vilde altsaa ikke vide hine Ting for at paa-
- ↑ Landskatten udgjorde i 1816–1820 henimod en halv Million (500,000 Daler) aarlig (og Kjøbstædsskatten omtrent 110,000) – Landskatten i 1825 378,000 (og Kjøbstædsskatten 80,000) Landskatten i 1836 henimod 73,000 (og Kjøbstædsskatten 17,500 Daler). – Siden den Tid har Landalmuen ingen anden Skat haft end Kommyne-Skatter præstegjældsvis og amtsvis (saasom til Fattigvæsenet, Skolevæsenet, Sygevæsenet og Vejvæsenet).
