lægge ny Tyngsler; det var saa langtfra, at Landskatten blev større, at den tværtimod da blev rent ophævet – saa for den Sags Skyld kunde Folk gjærne sagt sandt. Noget sandere talte man da vist 10 Aar senere (i 1845), og endnu sandere vil vi haabe man fortæller Alt til Nyaar; ti nu maa dog Folk have lært, at der ingen Fare er med disse Optællinger, men at man trygt kan sige, hvormange Tønder Korn og Poteter der aarlig avles paa Gaarden, hvormange Kreaturer man har osv. Vilde Stortinget paalægge ny Skatter, saa kunde dette godt ske uden slige Tællinger, ligesaavel som Kongerne i Dansketiden gjorde det samme uden først at undersøge Tallet paa Kreaturer og Korntønder. Desuden retter ialmindelighed Skatternes Storlejk sig her i Norge efter Gaardenes Matrikel-Skyld; det kommer altsaa ikke synderlig an paa Avlingen og Kreaturholdet.
Men – vil man kanske spørge – hvorfor vil da Øvrigheden vide saa god Greje paa slige Ting, ikke bare paa Folk men ogsaa paa Fæ og Poteter og Korn? – Jo, svarer jeg, sligt vil man især kjende for to Tings Skyld. For det Første er det dog ganske artigt (interessant) baade for Øvrighed og Undersaatter at vide, hvorledes det har sig dermed i enhver Del af Landet og over det hele Land. Og for det andet kan slig Kunskab være til overmaade megen Nytte baade for Regjering, Storting, Formandskaber og for Folket idethele. – Men for at dette desbedre skal kunne indsees, vil vi tage nogle Eksempler for os.
Den første Gang, etslags Mandtal blev optaget hertillands (nemlig over Mandfolk, ældre end 12 Aar), var for 190 Aar siden (1665); og dersom Listerne fra den Tid ikke er altfor upaalidelige, saa maa Folkemængden dengang have været omkring 450,000. Omtrent 100 Aar senere (1769) var Folkemængden kring 750,000; og nu er den vel omtrent halvanden Million (1,500,000).
Norge har altsaa nu over dobbelt saamange Menne-
